1. Tysk politik mod jøderne før krigen.

Med rette eller ej betragtede Adolf Hitlers Tyskland jøderne som et illoyalt og grisk element i det tyske samfund og som en dekadent magt i Tysklands kulturelle liv. Det blev opfattet som særligt usundt i Weimarperioden, fordi jøderne, selv om de kun udgjorde en procent af befolkningen, havde nået bemærkelsesværdig magt og indflydelse i nationen, særlig indenfor lov, finans og massemedia. Det forhold, at Karl Marx var jøde, og at Rosa Luxenbourg og Karl Liebknecht var uforholdsmæssigt dominerende i ledelsen af revolutionære bevægelser i Tyskland bidrog også til at overbevise nazisterne om de magtfulde internationale og kommunistiske tendenser hos selve det jødiske folk.

Det indgår ikke i diskussionen her om den tyske stilling til jøderne var rigtig eller forkert, eller at afgøre om de lovmæssige forholdsregler mod dem var retfærdige eller uretfærdige. Vort anliggende er ganske enkelt det faktum, at når de nu troede om jøderne, som de gjorde, var nazisternes løsning på problemet at berøve dem indflydelse indenfor nationen gennem forskellige lovmæssige beslutninger og allervigtigst at opmuntre dem til at forlade landet.

1939 havde det store flertal af tyske jøder forladt det, alle med en anselig del af deres tilhørigheder. Aldrig på noget tidspunkt havde det nazistiske lederskab så meget som overvejet mord på dem.

Jøderne kaldte emigration

for extermination : "udryddelse"

Det er imidlertid betegnende, at visse jøder var hurtige til at tolke denne interne politik som ensbetydende med udryddelse. En antitysk propagandabog fra 1936 af Leon Feuchtwanger med flere havde titlen Die Ausrotung von 500.000 deutschen Juden (Den gule plet : udryddelsen af en halv mio. menneskelige væsener. Paris 1936.) er et typisk eksempel. Trods mangelen på fakta diskuteres udryddelsen af jøderne allerede fra de første sider - ren emigration betragtes som fysisk "udslettelse" af tysk jødedom. Nazi-koncentrationslejrene til politiske fanger ses også som et potentielt instrument for folkemord og specielt vistes der hen "til de 100 jøder, der holdes i Dachau af hvilke 60 havde været der siden 1933". Et andet eksempel er den sensationelle bog af en tysk-jødisk kommunist, Hans Beimler. Den hed "Fire uger i hænderne på Hitlers helvedeshunde : Nazi-morder lejren Dachau," som blev udgivet i New York så tidligt som 1933. Arresteret på grund af sin tilknytning til marxismen erklærede han, at Dachau var en dødslejr, skønt han selv indrømmer, at han blev sluppet fri efter kun en måned i lejren. Det nuværende regime i Østtyskland uddeler en Hans Beimler pris for tjenester til gavn for kommunismen.

Det faktum, at antinazistisk folkemordspropaganda så umuligt tidligt blev spredt af folk med racemæssige og politiske motiver, burde mane den selvstændige iagttager til yderste forsigtighed overfor tilsvarende historier fra krigstiden.

Opfordringen til jødsik emigration bør ikke blandes sammen med formålet med førkrigs-Tysklands koncentrationslejre- De blev brugt til isolering af politiske modstandere og samfundsomstyrtere - hovedsagelig liberale, socialdemokrater og kommunister af alle arter, hvoraf en del var jøder, sådan som Hans Beimler. Til forskel fra de millioner af slaver i Sovjetunionen var antallet i de tyske koncentrationslejre stadig lille : Reitlinger inrømmer at mellem 1934 og 1938 overskred tallet for hele Tyskland sjældent 20.000, og antallet af jøder var aldrig mere end 3.000. (The S.S.: Alibi of a Nation, 1956. p. 253).

Billede : Kommunistiske politiske fanger i Sachsenhausen 1933.

Den zionistiske politik.

Det naziztiske syn på jødisk emigration var ikke begrænset til den negative politik, simpelt hen at smide dem ud. Den blev formuleret i linie med moderne zionisme. Grundlæggeren af den politiske zionisme i det 19. årh., Theodore Herzl, tænkte sig oprindelig i sit værk The Jewish State Madagaskar som nationalt hjemsted for jøderne, og denne mulighed blev alvorligt studeret af nazisterne. Den havde været en grundlæggende platform for det nationalsocialistiske parti før 1933 og blev udbredt af partiet i et specielt skrift. Det fastslog, at genoprettelse af Israel som en jødisk stat var mindre acceptabel, da den ville føre til evig krig og uro i den arabiske verden, hvilket jo også blev tilfældet. Tyskerne var ikke de første til at foreslå jødisk emigration til Madagaskar. Den polske regering havde allerede overvejet løsningen med tanke på sin egen jødiske befolkning, og i 1937 sendte den Michael Lepecki-ekspeditionen til Madagaskar ledsaget af en jødisk delegation for at undersøge problemerne derved.

De første nazistiske forslag til en Madagaskar-løsning blev fremført i forbindelse med Schacht-planen 1938. På Görings råd gik Hitler med til at sende rigsbankchefen dr. Hjalmar Schacht til London for at forhandle med jødiske repræsentanter, Lord Bearsted og Mr. Rublee fra New York (cf. Reitlinger, The Final Solution, London, 1953, p. 20) Planen var, at tysk-jødiske aktiver skulle indefryses til sikkerhed for et internationalt lån, der skulle finansiere jødisk emigration til Palæstina, og Schacht rapporterede om disse negative forhandlinger til Hitler i Brechtesgaden 2. januar 1939. Planen faldt fordi briterne nægtede at godkende de finansielle vilkår. Den var oprindelig ført frem på en konference sammenkaldt 12. november 1938 af Göring, der afslørede, at Hitler allerede overvejede en emigration af jøder til bosættelse på Madagaskar ( ibid., p. 21). Senere, i december fortalte M. Georges Bonnet fra det franske udenrigsministerium, Ribbentrop., at den franske regering planlagde evakuering af 10.000 jøder til Madagaskar.

Forud for Schachts Palæstina-forslag fra 1938, som hovedsagelig var resultatet af diskussioner, der startede så tidligt som 1935, var der gjort talrige forsøg på at sikre jødisk emigration til andre europæiske stater, og disse anstrengelser kulminerede med Evian-konferencen i juli 1938. Men i tyske kredse havde idéen om jødisk emigration til Madagaskar vundet foretræde. Det er sandt, at Helmuth Wohltat i det tyske udenrigsministerium så sent som april 1938 i London diskuterede begrænset jødisk emigration til Rhodesia og Britisk Guinea; men 24. januar, da Göring skrev til indenrigsminister Frick og gav ordre om at danne et centralt emigrationskontor for jøder og overdrog Heydrich fra Rigssikkerhedens hovedkvarter at løse det jødiske problem "ved hjælp af emigration og evakuering" blev Madagaskar-planen studeret med alvor.

I 1939 havde de stadige anstrengelser for at sikre afrejse af jøder fra Das Reich ført til at 400.000 tyske jøder ud af en samlet befolkning på omkring 600.000 var emigreret. Dertil 480.000 emigranter fra Østrig og Tjekkoslovakiet, hvilket udgjorde næsten hele den jødiske befolkning. Dette var opnået gennem de jødiske emigrationskontoerer, som af lederen af Gestapos jødiske undersøgelseskontor Adolf Eichmann var blevet oprettet i Berlin, Wien og Prag . Så ivrige var tyskerne for at sikre emigration, at Eichmann etabklerede et træningscenter i Østrig, hvor unge jøder kunne lære landbrug, medens de ventede på illegalt at blive smuglet til Palæstina (Manvell & Frankl, S.S. and Gestapo , p. 6o)

Hvis Hitler havde foretrukket en plan om at udrydde alle jøder, er det uforståeligt, at han tillod mere end 800.000 at forlade rigets territorium med en god del af deres formue - end mindre at planlægge masseemigration for sdem tilPalæstina eller Madagaskar. yderligere skal vi se, at emigration fra Europa stadig overvejedes et godt stykke vej ind i krigstiden., særligt Madagaskar-planen, som Eichmann i 1940 diskuterede med det franske koloniministerium efter at det franske nederlag havde gjort en overgivelse af kolonien til en praktisk mulighed.

2. Tysk politik mod jøderne efter krigens udbrud.

Krigsudbruddet ændrede situationen i forhold til jøderne drastisk. Det er ikke særlig kendt, at verdensjødedommen erklærede sig værende en krigsførende part i Den Anden Verdenskrig, og at der derfor var retmæssigt grundlag i henhold til internationale love at internere den jødiske befolkning som en fjendtlig magt. Den 5. december 1939 erklærede Chaim Weizmann, den øverste zionistleder, på vegne af verdens jøder krig mod Tysklando og slog fast, at "jøderne står på Storbritanniens side og vil kæmpe på demokratiernes side - - - The Jewish Agency er rede til umiddelbart at gå ind i arrangementer for at udnytte jødisk mandskab, teknisk kunnen, resurser etc. - - - " ( Jewish Chronicle, 8. september 1939)

[Jødisk krig mod Tyskland (ikke specielt nazismen) blev allerede lovet 1932 og proklameret i verdenspressen, f-eks Daily Express 24/3 1833 efterfulgt af handelsmæssig og finnanciel boycott. Læs også Benjamin Freedman. O. a.]

Internering af fjendtlige fremmede

Alle jøder var således erklæret som agenter, villige til at føre krig med det tyske rige, og følgelig måtte Himmler og Heydrich efterhånden begynde interneringspolitikken. Det er værd at bemærke, at USA og Canada allerede havde interneret alle japanske udlændinge og borgere af japansk afstamning førend tyskerne foretog tilsvarende sikkerhedsforanstaltninger mod jøderne i Europa. Dertil skal yderligere bemærkes, at der ikke havde været noget bevis for illoyalitetserklæring fra japansk side som den, der var udstedt af Weizmann. Også briterne internerede under Boerkrigen befolkningens kvinder og børn, og tusinder døde. Dog kunne ingen på nogen måde anklage briterne for at ville udrydde boerne.

Interneringen af jøder i de okkuperede områder af Europa tjente fra tysk synspunkt to hovedformål. Det første var at forhindre uro og oprør. Himmler havde 11. oktober 1942 underretttet Mussolini om, at den tyske politik mod jøderne var blevet ændret under krigssituationen, helt igennem af hensyn til militær sikkerhed. Han beklagede, at tusinder jøder i okkuperede områder drev partisankrig, sabotage og spionage, hvilket bekræftes af officiel sovjetisk information givet til Raymond Arthur Davis, som gik ud på, at ikke mindre end 35.000 europæiske jøder førte partisankrig under Tito i Jugoslavien. Som følge af dette ville jøder blive transporteret til afgrænsede områder og interneringslejre både i Tyskland og særligt efter marts 1942 i generalguvernementet Polen.

Som krigen fortsatte, udvikledes den politik at anvende internerede jøder til arbejde for krigsanstrengelserne. Dette aspekt : hensynet til arbejdskraften er fundamentalt, når man betragter den påståede plan om folkemod på jøderne, for alene af logiske grunde måtte denne indebære det mest vanvittige spild af arbejdskraft, tid og energi, samtidigt med at en overlevelseskrig udkæmpedes på to fronter. Det er givet, at efter at angrebet på Rusland var begyndt, fik idéen om tvungen arbejde foretræde fremfor tyske planer om jødisk emigration.

En protokol over samtaler mellem Hitler og den ungarske regent Horthy 17. april 1943 afslører, at den tyske leder bad Horthy om at frigive 100.000 ungarske jøder til arbejde i Luftwaffes "jager-fly-program", på et tidspunkt, hvor ´luftbombardementerne af Tyskland var tiltagende' (Reitlinger, Die Endlösung, Berlin, 1956, p. 478). Dette hændte på et tidspunkt, hvor det menes, at tyskerne allerede søgte at udrydde jøderne, men Hitlers anmodning demonstrerer tydeligt, at det primære formål var at udvide arbejdsstyrken.

I overensstemmelse med dette program blev koncentrationslejrene i virkeligheden industrikomplekser. I alle lejre, hvor jøder og andre nationaliteter blev holdt indespærret blev store industrianlæg og fabrikker opført, som ydede materiale til de tyske krigsanstrengelser - f.eks Buna gummifabrikkerne i Bergen-Belsen, Buna og I.G. Farbenindustrierne i Auschwitz og det elektriske firma Siemens i Ravensbruck. i mange tilfælde blev der til betaling for arbejde udstedt specielle lejrpengesedler, der gjorde det muligt at købe ekstrarationer i lejrbutikker. Tyskerne var fast besluttet på at opnå størst mulig økonomisk udbytte af konncentrationslejrsystemet, et formål fjernt fra enhver plan om at udrydde millioner af mennesker i dem. Det var opgaven for S.S.'s økonomi og administrationskontor, hvis leder var Oswald Pohl, at se til, at koncentrationslejrene blev stærke industriproducenter.

Emigration var stadigvæk foretrukket.

Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at tyskerne langt ind i krigen fortsatte med at føre jødisk emigrationspolitik. Frankrigs fald i 1940 satte den tyske regering i stand til at åbne seriøse forhandlinger med franskmændene om at overføre europæiske jøder til Madagaskar - et memorandum fra august 1942 af Luther, statssekretær i det tyske udenrigsministerium, afslører, at han ledede disse forhandlinger mellem juli og december, hvor de blev afsluttet fra fransk side. Et cirkulære 15. august 1940 fra Luthers departement viser, at detaillerne i den tyske plan var udarbejdet af Eichmann, for den er underskrevet af hans assistent Dannecker. Det var faktisk overdraget Eichmann at udarbejde en detailleret Madagaskar-plan, og Danecker var beskæftiget med undersøgelser om Madagaskar ved det franske kolonialministerium (Reitlinger : The Final Solution p. 77) Forslaget 15. august gik ud på, at en inter-europæisk bank skulle finansiere emigrationen af 4 mio. jøder i en række faser. Luthers 1942-memorandum viser, at Heydrich havde opnået Himmlers godkendelse af denne plan inden udgangen af august, og at han også havde fremsendt den til Göring. Den fik helt sikkert Hitlers godkendelse så tidligt som 17. juni. Hans tolk husker, at Hitler bemærkede til Mussolini, at "man kan grundlægge en israelsk stat på Madagaskar" (Schmidt, Hitler's interpreter, London, 1951, p. 178)

Selv om franskmændene afsluttede forhandlingerne om Madagaskar i december 1940, indrømmer direktøren for det jødiske dokumentationscenter i Paris at tyskerne alligevel forfulgte planen, og at Eichmann stadig havde travlt med den hele 1941; men efterhånden blev den, i takt med krigens udvikling, upraktisk, særligt efter invasionen i Rusland, og 10. februar 1942 blev udenrigsministeriet underrettet om at planen var lagt på hylden indtil videre.

Denne afgørelse, sendt til udenrigsministeriet af Luthers assistent Rademacher, er af stor betydning, fordi den endegyldigt demonstrerer at udtrykket "Endelig Løsning" blot betød emigration af jøderne; men også, at transport til de østlige gettoer og koncentrationslejre som Auschwitz ikke betød andet end en alternativ form for evakuering. Direktivet lyder : "Krigen mod Sovjetunionen har i mellemtiden skabt muligheden for at anvende andre territorier til den endelige løsning. Som følge af dette har der Führer besluttet, at jøderne ikke længere skal evakueres til Madagsaskar, men til Østen, så at Madagaskar ikke længere behøver at tages i betragtning i forbindelse med den endelige løsning" (Reitlinger, ibid. p. 79) Detaillerne ved denne evakuering var blevet diskuteret en måned tidligere ved "Wannseee.konferencen i Berlin. Herom mere senere.

Reitlinger og Poliakov drager begge den helt ubegrundede slutning, at fordi Madagaskarplanen var lagt på hylden, må tyskerne nødvendigvis have tænkt på "udryddelse"; men kun en måned senere, 7. marts 1942 skrev Goebbels et memorandum til fordel for Madagaskarplanen, som "endelig løsning" af det jødiske spørgsmål (Manvell & Frankl, Dr. Goebbels, London, 1960, p. 165). Indtil videre godkendte han, at jøderne blev koncentreret i Øst, ( D.v.s. generalguvernementet Polen) og lagde vægt på kompenserende arbejde der. Så snart evakuering til Øst var begyndt, blev anvendelsen af jødisk arbejdskraft en fundamental del af operationen. Det er fuldkommen klart af det foregående, at begrebet "endelig løsning" blev anvendt både om Madagaskar og Østterritorierne, og at det derfor alene betød deportation af jøderne.

Endnu så sent som maj 1944 var tyskerne parat til at tillade emigration af en mio. europæiske jøder fra Europa. En redegørelse for dette forslag er givet af Alexander Weissberg, en prominent sovjetisk, jødisk videnskabsmand, der blev deporteret under Stalins udrensninger, i bogen Die Geschichte von Joel Brand (Köln 1956). Weissberg, der tilbragte krigen i Krakov, selv om han ventede, at tyskerne ville internere ham i en koncentrationslejr, forklarer, at med personlig godkendelse af Himmler havde Eichmann sendt den jødiske leder Joel Brand fra Budapest til Istanbul med et tilbud til de allierede om at overføre en mio. europæiske jøder midt under krigen. ( Hvis de 'exterminatiolistiske' skribenter var til at tro på, måtte der næppe være en mio. jøder tilbage i maj 1944). Gestapo indrømmede, at den nødvendige transport var til stor ulempe for den tyske krigsindsats; men var parat til at tillade det i udbytte mod 10.000 lastbiler, som udelukkende skulle anvendes på Østfronten. Desværre kom der ikke noget ud af planen. Briterne besluttede, at Brand måtte være en farlig Nazist-agent og fængslede ham umidelbart i Kairo, medens pressen afviste tilbudet som et nazistisk trick. Men Winston Churchill, der oratorisk fremstillede behandlingen af de ungarske jøder som den største og mest horrible forbrydelse i hele verdenshistorien, forklarede Chaim Weizmann, at det var umuligt at acceptere Brands tilbud, eftersom det ville være at forråde hans russiske allierede.

Selv om planen faldt til jorden, illustrerer den, at tyskernes hovedformål var krigsindsatsen. Ingen, der var besluttet på at udrydde alle jøder, ville gå med til en plan for emigration af en mio. af slagsen.

3. Befolkningstal og emigration.

Statistik vedrørende jødiske befolkningstal er ikke alle steder kendt i præcise detailler. Og skøn vedrørende forskellige lande varierer stærkt. Desuden ved man ikke, hvor mange jøder der blev deporteret og interneret til forskellige tider i årene mellem 1939 og 1945. Men generelt er de pålidelige statistikker, der findes, især dem, der angår emigration, tilstrækkelige til at vise, at kun en brøkdel af de seks mio. jøder kan være udryddet.

For det første kan påstanden ikke tåle en undersøgelse af de europæiske jøders folketal. Ifølge Chambers Encyclopedia udgør det totale antal af jøder i nazi-Europa i 1939 : 6.500.000. Det skulle helt klart betyde, at næsten hele dette antal blev udryddet. Men Baseler Nachrichten, en neutral schweizisk avis fastslår ud fra tilgængeligt jødisk statistisk materiale, at 1.500.000 jøder mellem 1933 og 1945 emigrerede til Storbritannien, Sverige, Spanien, Portugal, Australien, Kina, Indien, Palæstina og USA Det bekræftes af den jødiske journalist Bruno Blau, der bringer samme tal 13. august 1948 i den jødiske avis Aufbau i New York. Af disse emigranter var omtrent 400.000 kommet fra Tyskland inden september 1939. Dette anerkendes af World Jewish Congress i dens publikation Unity in Dispersion (p.377), hvor det hedder: "Det lykkedes størstedelen af de tyske jøder at forlade Tyskland før krigen brød ud." Foruden de tyske jøder havde 220.000 af de i alt 280.000 jøder i Østrig forladt landet inden september 1939. Ligeledes lykkedes det Institute for Jewish Emigration i Prag fra marts og fremover at sikre emigration af 260.000 jøder fra det tidligere Tjekkoslovakiet. Ialt forblev kun 360.000 jøder i Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet efter september 1939.

Fra Polen anslås 500.000 at være emigreret før krigens udbrud. Disse tal betyder, at antallet jødiske emigranter fra andre europæiske lande (Frankrig, Nederlandene, Italien og landene i Østeuropa etc.) var omtrent 120.000.

Denne exodus af jøder før og under krigshandlingerne reducerer antallet af jøder i Europa til ca. 5.000.000. Hertil må lægges antallet af jøder, der flygtede til Sovjetunionen efter 1939, og som blev evakueret så langt øst på, at tyskerne ikke kunne få fat i dem. Det vil fremgå længere nede, at størstedelen af dem, 1.250.000 kom fra Polen. Men bortset fra Polen, så indrømmer Reitlinger, at 3.00.000 andre europæiske jøder slap ind på sovjetisk territorium mellem 1939 og 1941. Det betyder, at den totale jødiske emigration til Sovjetunionen må udgøre omkring 1.550.000. I Colliers magasin den 9 juni 1945 skriver Freiling Foster om jøderne i Rusland, at 2.200.000 var indvandret til Sovjetunionen efter 1939 på flugt fra nazisterne; men vort lavere tal er nok mere korrekt.

Jødisk emigration til Sovjretunionen reducerer altså tallet af jøder i tysk domineret område til 3½ mio., nærmere 3.450.000. Fra disse kan vi trække dem, der levede i neutrale lande, og undgik konsekvenserne af krigen. Ifølge World Almanac 1942 (p. 594) var antallet af jøder, der levede i Gibraltar, Storbritannien, Portugal, Spanien, Schweiz, Irland og Tyrkiet 413.128.

3 millioner jøder i Europa.

Følgelig er et tal på omkring 3 mio. jøder i det tyskokkuperede Europa så nøjagtigt som de tilgængelige emigrations-ststistikker tillader. Man kan imidlertid komme frem til omtrent det samme tal på en anden måde, ved at sammenligne med statistikken for de jøder, der forblev i de lande, som blev okkuperet af das Reich.

Mere end halvdelen af de jøder, der emigrerede til Sovjetunionen efter 1939 kom fra Polen. Det hævdes ofte, at krigen mod Polen tilføjede 3 mio jøder til det tyske indflydelsesområde, og at næsten hele den polsk-jødiske befolkning blev "udryddet". Det er en stor faktuel fejl. Folketællingen 1939 ansætter den jødiske befolkning i Polen til 2.732.600 (Reitlinger, Die Endlösung, p. 36). Reitlinger slår fast, at mindst 1.170.000 af dem var i den af russerne i efteråret 1939 okkuperede zone. Omkring 1 mio. af dem blev evakueret til Ural og Sydsibirien efter den tyske invasion i juni 1941 (ibid. p. 50). Som før nævnt var skønsmæssigt 500.000 jøder emigreret fra Polen før krigen. Dertil bemærkede journalisten Raymond Arthur Davies, der opholdt sig i Sovjetunionen under krigen, at omkring 250.000 jøder allerede var flygtet fra tyskokkuperet Polen til Rusland mellem 1939 og 1941, og var at finde i alle russiske provinser ( Odyssey through Hell, N.Y., 1946, p. 102). Ved at trække disse tal fra befolkningen på 2.732.000 og give plads til berfolkningsforøgelsen, kommer man således til, at ikke mere end 1.100.000 polske jøder kunne være tilbage under tysk styre ved slutningen af 1939 (Gutachten des Institus für Zeitgeschichte, München 1956, p. 80).

Til dette tal må vi føje de 360.000 jøder, der forblev i Tyskland, Østrig, det tidligere Tjekkoslovakiet (Böhmen, Mähren og Slovakiet) efter den store udvandring fra disse lande før krigen som er nævnt ovenfor. Af de 320.000 franske jøder sagde den offentlige anklager, der ved Nürnberg-processen stod for den franske anklage, at ca. 120.000 franske jøder blev deporteret, skønt Reitlinger anslår tallet til omkring 50.000. Således forbliver antallet af jøder under nazi-styre under to mio. Deportationer fra skandinaviske lande var få og fra Bulgarien ingen. Når de jødiske befolkninger i Holland (140.000), Belgien (40.000), Italien (50.000), Jugoslavien (55.000), Ungarn (380.000) og Rumænien (725.000) medregnes overstiger tallet ikke meget 3 mio. Overskudet i de sidste tal skyldes, at tallene er førkrigstal uden hensyntagen til emigrationen, der for disse lande udgør 120.000 (se ovenfor) Denne dobbelte kontrol bekræfter altså vurderingen at omtrent 3 mio. europæiske jøder befandt sig under den tyske okkupation.

Russiske jøder evakueret.

De nøjagtige tal for russiske jøder er ukendte og er derfor blevet genstand for enorme overdrivelser. Den jødiske statistiker Jacob Leszczynski slår fast, at der i 1939 levede 2.100.00 jøder i det fremtidigt af tyskerne okkuperede område af Rusland, dvs. Vestrusland. Dertil levede 260.000 i de baltiske lande, Estland, Letland og Litauen. Ifølge Louis Levine, præsident for det amerikanske Council for Russian Relief, der før krigen foretog en tur til Sovjetunionen og fremlagde en rapport om jødernes situation dér, blev hovedparten af dette antal evakueret øst på efter at de tyske hære havdehavde startet deres invassion. Han erklærede 30. oktober 1946 i Chicago, at "Ved krigsudbruddet var jøderne blandt de første, der blev evakueret fra de vestlige områder, der truedes af Hitlers invasion og bragt i sikkerhed øst bag Ural. To mio. jøder blev således reddet." Dette høje tal bekræftes af den jødiske journalist David Bergelson, der 5.december. 1942 i den yiddiske moskva-avis Ainikeit skrev, at "Takket være evakueringen blev majoriteten (80 %) af jøderne i Ukraine, Hviderusland, Litauen og Letland reddet før tyskernes ankomst." Reitlinger er enig med den jødiske autoritet Joseph Schechtmann, der indrømmer, at et stort antal blev evakueret, skønt han skønner, at et noget højere antal russiske og baltiske jøder blev efterladt under tysk okkupation, mellem 650.000 og 850.000 ( Reitinger, The Final Solution, p. 499). Med hensyn til disse sovjetiske jøder, der forblev på tysk territorium, vil det senere blive bevist, at under krigen i Rusland blev mindre end 100.000 personer dræbt af de tyske indsatsgrupper som partisaner og bolsjevik-kommissærer. Ikke alle var jøder. Omvendt erklærer partisanerne selv at have myrdet fem gange så mange fra de tyske tropper.

"Seks millioner" er usandhed

ifølge det neutrale Schweitz.

Det er derfor klart, at tyskerne umuligt kunne have opnået kontrol over og udryddet noget i retning af seks millioner jøder. Hvis vi ser bort fra Sovjetunionen var antallet af jøder i det nazistokkuperede Europa næppe mere end tre millioner, af hvilke på ingen måde alle blev interneret. For at nå udryddelse af blot halvdelen af de seks millioner skulle hver eneste jøde i Europa være likvideret. Og alligevel vides det, at et stort antal jøder var i live i Europa efter 1945. Philip Friedmann fastslår i Their Brother's Keepers (N.y., 1957, p. 13), at "mindst en million jøder overlevede i selve diglen af det nazistiske helvede," medens det officielle tal fra den Jewish Joint Distribution Commitee er 1.559.600. Selv om man accepterer den sidste vurdering kan således antallet af jøder, der døde under krigen, ikke være mere end en og en halv million.

Til netop denne konklusion kom den ansete schweiziske avis Baseler Nachrichten. I en artikel med titlen "Wie hoch ist Die Zahl der jüdischen Opfer ?" ("Hvor stort er antallet jødiske ofre ? ", 13. juni 1946) forklares, at alene på basis af de folke- og emigrationstal, som ovenfor er beskrevet kan højst et maximum på en og en halv mio. jøder anslås som ofre. Senere vil det imidlertid endegyldigt blive vist at antallet faktisk var meget mindre, for Baseler accepterede Joint Distribution Commitee's tal på 1.559.600 overlevende efter krigen; men vi vil vise, at kravene på kompensation fra overlevende er mere end det dobbelte af dette tal. Den oplysning stod ikke til rådighed for schweizerne i 1946.

Umulige fødselstal.

Indiskutabelt bevis blev også leveret af efterkrigstidens jødiske befolkningsstatistikker. The World Almanac for 1938 opgiver antallet af jøder i verden til 16.588.259. Men efter krigen angav New York Times 22 februar 1948 antallet af jøder i verden til mindst 15.600.000 og maximum 18.700.000. Soleklart gør disse tal det umuligt at regne antallet ofre i mere end tusinder.

15½ mio. [skulle vel ifølge det foregående være 16½ mio., O.a]. i 1938 minus de påståede 6 mio. giver ni mio. [? O. a.] Tallene i New York Times betyder altså, at verdens jøder skulle have produceret et fødselsoverskud på syv mio. og omtrent fordoblet sit befolkningstal. Det er komplet latterligt.

Det vil derfor fremgå, at det store flertal af de manglende 6 mio. i virkeligheden var immigranter til europæiske lande, til Sovjetunionen og USA før, under og efter krigen. Og også i store tal til Palæstina under og særligt mod slutningen af krigen. Efter 1945 kom bådlaster i massevis illegalt fra Europa med jødiske overlevende, og skabte betydelige vanskeligheder for den daværende britiske regering. Antallet var faktisk så stort, at publikation nr. 190 (5. november 1946) fra H. M. Stationary Office beskrev det som "næsten gående op til en anden exodus". Det var disse emigranter til alle dele af verden, der havde fået den jødiske befolkning til at svulme til mellem 15 og 18 mio. i 1948, og den største del af dem var emigranter til USA, der kom ind i strid med kvoteordningerne. 16. august 1963 slog Israels præsident David Ben Gurion fast, at selv om det officielle jødiske befolkningstal i Amerika sagdes at være 5.600.000 "ville det samlede antal ikke vurderes for højt til 9,000.000" (Deutsche Wochenzeitung 23 november 1963. Albert Maisal afslører i artiklen "Vore nyeste amerikanere" (Readers Digest, januar 1957), at grunden til det høje tal er et dekret af præsidenten kort efter afslutningen af II Verdenskrig, som bestemte, at 90 % af alle visa til central- og østeuropa skulle udstedes til forflyttede.

Artiklen gengiver en annonce (16 juni 1972) ud af hundreder, der hver uge forekommer på siderne med dødsannoncer i Aufbau, den jødisk-amerikanske ugeavis, der trykkes i New York. Den viser, hvordan jødiske emigranter i USA ændrede deres navne. De angivne navne Kingsley varændret fra Königsberger, Frankfurt. Kommentar : Kun NAVNENE udryddede. Og teksten fortsætter : Kan man forestille sig, at nogle eller alle disse mennesker, hvis navne er "udslettet" hørte til blandt de 6 mio. savnede i Europa ? ( "the missing six million of Europe")

4. De seks millioner : Dokumentarisk bevis

Ud fra det foregående synes det klart, at tallet 5 mio. myrdede jøder ikke er andet end et svagt kompromis mellem forskellige helt grundløse skøn. Der er ikke en tråd af dokumentarisk bevis, som er troværdigt. En gang imellem får en forfatter det indsnævret til en afvæbnende fremtræden af autensitet. Lord Russel of Liverpool erklærede f.eks. i "Hagekorsets svøbe" at "ikke mindre end fem mio." jøder døde i tyske koncentrationslejre for således at tilfredsstille sig selv med at være et sted mellem dem, der skønnede 6 mio. og dem, der foretrak 4 mio. Men han indrømmede, at det rigtige tal aldrig vil blive kendt. Det er da svært at forstå, hvordan han kunne anslå "ikke mindre end 5 mio. The Joint Distribution Committee foretrækker 5.012.000; men den jødiske ekspert Reitlinger foreslår et nyt tal på 4.192.000 "savnede jøder", af hvilke en tredjedel skønnes døde af naturlige grunde. Dette ville formindske antallet af målbevidst udryddede til 2.796.000. Men dr. M. Perlzweig, delegat fra New York til World Jewish Congress fastslog på en pressekonference i Geneve i 1948 :"Prisen for nationalsocialismens og fascismens fald er faktisk at syv mio. jøder mistede livet på grund af grusom antisemitisme". I pressen og andre steder er tallet ofte forhøjet til 8 mio. eller somme tider til 9 mio. Som vi har vist i foregående kapitel, er ingen af disse tal på mindste måde troværdige, ja de er faktisk latterlige

Fantastiske overdrivelser.

En af de første anklager mod tyskerne for massemord på jøder i krigstidens Europa blev fremført af den polske jøde Rafael Lemkin i bogen "Akse-styre i det okkuperede Europa, udgivet i New York i 1943. Mere eller mindre tilfældigt blev det Lemkin, der kom til at præge U. N. "genocide Conventionn [noget i retning af folkemord O. a.] der forsøger at kriminalisere racisme. Hans bog hævder, at nazisterne udryddede millioner af jøder, måske så meget som 6 mio. Dette var i 1943 bemærkelsesværdigt, da aktionen først hævdes startet om sommeren 1942. Med denne fart ville hele verdens jødiske befolkning være udslettet i 1945. Efter krigen skød propagandafantasierne fart til endnu mere fantastiske højder. Kurt Gerstein, en antinazist, der påstad at han havde infiltreret S.S. fortalte den franske forhørsleder, Raymond Cartier, at han vidste, at ikke mindre end fyrre mio. internerede i koncentrationslejre var blevet gasset. I hans første underskrevne memorandum fra 26 april 1945 reducerede han tallet til 25 mio., men selv dette var for bizart til den franske efterretningstjeneste, og i hans andet memorandum, underskrevet i Rottweil 4. maj 1945 havde han bragt tallene nærmere til de 6 mio., som blev foretrukket til Nürnbergprocesserne.

Gersteins svigerinde var medfødt sindssyg og døde i eutanasi. Hans egen optræden kan meget vel pege på anstrøg af mental ustabilitet. Han var faktisk blevet dømt i 1936 for at sende ekcentriske breve gennem postvæsenet. Efter sine to "Bekendelser" hængte han sig i Cherche Midi-fængslet i Paris.

Gerstein påstod, at han under krigen gennem en tysk baron viderebragte information om mordet på jøder til den svenske regering; men af en eller anden uforklarlig grund blev hans rapport "forlagt og glemt". Han hævdede også, at han i august 1942 havde informeret den pavelige nuntius i Berlin om hele "udryddelsesprogrammet" men hans velærværdighed havde bare sagt . "Skrup ud !" Gersteins erklæringer vrimler med påstande om at have overværet de mest gigantiske massehenrettelser (tolv tusind på en enkel dag i Belzec) og hans andet memorandum beskriver et besøg af Hitler 6 juni 1942 i en polsk koncentrationslejr, som det vides ikke har fundet sted.

Gersteins fantastiske overdrivelser har kun givet miskredit til hele idéen om masseudryddelser. Den evangeliske biskop Wilhelm Dibelius fra Berlin fordømte hans memoranda som utroværdiege. (H. Rothfels, "Augenzeugenbericht zu den Massenvergasungen" i Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte, april 1953).

Men det er et utroligt faktum, at trods denne fordømmelse udgav den tyske regering i 1955 en udgave af Gersteins andet memorandum til spredning i tyske skoler (Dokumenation zur Massenvergasung, Bonn 1955). I den fastslås det, at Dibelius havde særlig tiltro til Gerstein, og at memorandumets troværdighed var "hævet over enhver tvivl". Et slående eksempel på, hvordan den grundløse anklage om nazisternes massemord fortsætter og rettes specielt til ungdommen.

Historien om de 6 mio. jøder, der blev udryddet under krigen blev givet endelig autoritet ved erklæringen af dr. Wilhelm Hoettl ved Nürnbergprocesserne. Han havde været Eichmann's assistent, men var i virkeligheden en ganske mærkelig person, som var i tjeneste hos det amerikanske efterretningsvæsen og havde skrevet flere bøger under navnet Walter Hagen. Hoettl arbejdede også for den sovjetiske spionage og samarbejdede med to jødiske emigranter fra Wien, Perger og Verber, der optrådte som US-officerer under forundersøgelserne til Nürnbergprocesserne. Det er bemærkelsesværdigt, at vidnesmålet af denne højst tvivlsomme person Hoettl, siges at udgøre det eneste bevis for mordet på 6 mio. jøder. I hans affidavit 26. november 1945 fastslog han, ikke at han vidste, men at Eichmann i august 1944 i Budapest havde fortalt ham, at totalt 6 mio. jøder var blevet udryddet. Overflødigt at sige, at Eichmann aldrig bekræftede denne påstand under sin rettergang. Hoettl arbejdede som amerikansk spion under hele den sidste del af krigen., og det er derfor meget mærkeligt, at han, skønt han arbejdede direkte under Heydrich og Eichmann, aldrig gav den mindste antydning til amerikanerne om udryddelsespolitikken for jøder.

Mangelen på bevis.

Det skal med det samme slås fast, at der ikke findes et eneste dokument, der beviser, at tyskerne havde til hensigt eller udførte det målbevidste mord på jøder. I Poliakov og Wulf's Das Dritte Reich und die Juden. Dokumente und "Aufsätze" (Berlin 1955) er alt, hvad de kan samle sammen forklaringer uddraget efter krigen fra folk som Hoettl, Ohlendorf og Wisliceny, den sidste under tortur i et sovjetisk fængsel. I afsavn af bevis er Poliakov nødsaget til at skrive. "De tre eller fire folk i toppen, som var involveret i at trække linierne op for planen om total udslettelse, er døde, og ingen dokumenter har overlevet. "Dette synes meget bekvemt. Ganske åbenbart er både de "tre eller fire" ikke andet end tågede formodninger hos skribenten, og de er totalt ubevislige.

Dokumenterne, der faktisk har "overlevet" nævner naturligvis overhovedet ikke udryddelse, så skribenter som Poliakov og Reitlinger gør sig det igen bekvemt ved at formode, at sådanne ordrer normalt udtryktes "verbalt". Skønt de mangler ethvert dokumentarisk bevis, antager de, at der må have været en plan for at myrde jøder, som går tilbage til 1941 samtidig med angrebet på Rusland [Fremstødet mod øst åbnede faktisk for fantasier af Himmler om gigantiske forflytninger, (omtrent som Stalins) men altså ikke udryddelse, ikke blot af jøder men af alle ikke-germanske typer. Disse planer mødte dog fra begyndelsen stærk modstand (Hans Frank, der ikke ønskede nogen indblanding i generalgouvernementet og snart uoverstigelig : sovjethæren). Litteratur : Alan Bullock, der, også han uden noget som helst bevis, klippefast tror på "udryddelsen", citerer Felix Kersten for disse oplysninger : "Hitler & Stalin" s. 788. Politikens forlag 1991].

Første fase af planen antages at have indebåret massakren på Sovjets jøder, en påstand, som vi senere vil modbevise. Resten af programmet formodes at være begyndt i marts 1942 med deportation og koncentration af europæiske jøder i de østlige lejre i det polske generalguvernement, sådan som det gigantiske industrikompleks ved Auschwitz nær Krakov.

Den fantastiske og fuldstændigt grundløse formodning går ud på, at transporten mod øst ledet af Eichmans departement rent faktisk betød øjeblikkelig udryddelse i ovne (Det er interessant, at dette rent logiske ræsonnement er formuleret før Zündel processerne, der beviste, at gaskamrene ikke kunne fungere, og at krematorieovnene manglede den kapacitet, som tolkningen måtte forudsætte. O. a. )

Skønt- (eller vel netop fordi (O.A)) de ikke kan bevise noget formulerer Manvell og Frankl ( Heinrich Himmler, London, 1965)sig som følger : man "synes at være kommet frem til " udslettelsespolitikken efter "hemmelige diskussioner" mellem Hitler og Himmler (p. 118). Reitlinger og Poliakov gætter videre efter en lignede "verbal " linie, idet de tilføjer, at ingen anden blev tilladt at være til stede ved disse diskussioner og ingen notater blev gjort. Dette er rent opspind, for der er ikke tråd af vidnesbyrd, som blot antyder, at sådanne aparte møder har fundet sted. William Shirer er i sin som helhed vilde og uansvarlige bog The Rise and Fall of the Third Reich tilsvarende dæmpet men hensyn til spørgsmålet om dokumentarisk bevis. Han konstaterer lamt, at Hitlers formodede ordre om mord på jøderne "åbenbart aldrig blev nedfældet på papir - i hvert fald er hidtil ingen kopi blevet afsløret. Den blev sandsynligvis givet mundtligt til Göring, Himmler og Heydrich. Det bekvemme ved disse mundtlige direktiver frem og tilbage er åbenlyst.

Wannsee konferencen

De endelige detailler i planen om at udrydde jøderne formodede man blev fastlagt på en konference i Gross Wannsee i Berlin d. 20. januar 1942. Den blev ledet af Heydrich. (Poliakov, Das Dritte Reich und die Juden, p. 120 ff. ; Reitlinger. The Final Solution, p. 95 ff.) Repræsentanter for alle tyske ministerier var tilstede, og Müller og Eichmann repræsenterede Gestapos hovedkvarter. Reitlinger og Manvell og Frankl betragter protokollen for denne konference som deres trumfkort, når det gælder at bevise eksistensen af en plan for massemord; men sandheden er, at ingen sådan plan overhovedet blev nævnt. Hvad mere er : De indrømmer det åbent. Manvell og Frankl forklarer dette temmelig tamt ved at sige, "Referaterne var indhyldet i den form for kancellistil, der skjuler den virkelige betydning af ordene og den terminologi, der anvendes." Hvad Heydrich faktisk sagde, var, at han i det memorandum, som er citeret ovenfor, af Göring var blevet overdraget at anordne en løsning af det jødiske problem. Han gennemgik historien om den jødiske emigration og slog fast, at krigen havde gjort Madagaskar-projektet upraktisk, og han fortsatte : Emigrationsprogrammet er nu blevet erstattet med evakuering af jøder til Øst, som en anden mulig løsning i overensstemmelse med førerens tidligere autorisation." Her forklarede han, ville deres arbejde blive nyttiggjort. Alt dette formodes at være inderlig skummelt og svangert med den skjulte betydning, at jøderne skulle udryddes. Dette skønt den franske professor Paul Rassinier, der havde været interneret i Buchenwald, har gjort et gedigent arbejde med at tilbagevise myterne om de seks mio., forklarer, at det betyder præcis, hvad det siger, nemlig : koncentration af jøderne til arbejde i kæmpemæssige østlige ghettoer i det polske generalguvernement. "Der skulle de vente til krigens afslutning og genåbningen af internationale diskussioner, der skulle afgøre deres fremtid. Denne beslutning blev endegyldigt fastslået ved den interministerielle Berlin-Wannseeekonference - - - " (Rassinier, Le Véritable Procés Eichmann, p. 20). Manvell og Frankl forbliver fuldkommen uberørte af den komplette mangel på henvisning til udryddelse.

De skriver om Wannseekonferencen : "Direkte henvisninger til drab blev undgået, idet Heydrich foretrak udtrykket "Arbeitseinsatz im Osten" (arbejdsindsats i Øst) " ( Heinrich Himmler, p. 209). Der gives ingen forklaring på, hvorfor vi ikke skal acceptere, at forskrivning til arbejde i Øst betyder forskrivning til arbejde i Øst.

Ifølge Reitlinger og andre skulle utallige direktiver der specificerede udryddelsen være cirkuleret mellem Himmler, Heydrich, Eichmann og kommandant Höss i månederne efter 1942; men naturligvis "har ingen overlevet".

Fordrejede ord og grundløse formodninger.

Den fuldstændige mangel på dokumentarisk støtte for eksistensen af en udryddelsesplan har ført til den vane at omtolke de dokumenter, der er bevaret. F.eks. holder man fast ved, at dokumenter om deportation ikke handler om deportation, men er en snedig måde at omtale udryddelse på. Manvell og Frank fastslår. at "forskellige udtryk blev anvendt til at kamouflere folkemord. Det gjaldt "Aussiedlung" (udflytning) og "Abbeförderung" (forflytning)" (ibid, p 265).

Som vi allerede har set forudsætter man, at ordene ikke længere betyder, hvad de siger, hvis de beviser noget ubekvemt. Denne trafik er drevet til de mest utrolige yderligheder, sådan som tolkningen af Heydrichs direktiv for arbejdsforskrivning i Øst. Et andet eksempel er Himmlers ordre om at sende deporterede mod øst, "det er, for at få dem dræbt" (ibid, p. 251). Reitlinger gør nøjagtigt det samme, når han i mangel på bevis erklærer, at ud fra de "omskrevne" ord fra Wannseekonferencen er det "åbenbart", at "hensigten var det langsomme mord på en hel race."

En gennemgang af den dokumentariske situation er nødvendig, fordi den afslører det omfang af gætteri og grundløse formodninger på hvilken udryddelseslegenden er bygget. Tyskerne havde en ekstraordinær hang til at optegne alting på papiret i de mest omhyggelige detailler, men alligevel har det ikke været muligt at finde en eneste ordre om udryddelse af jøder blandt de tusinder erobrede dokumenter fra S. D. og Gestapo, Rigssikkerhedstjenestens hovedkvarter eller dokumenterne fra Himmlers hovedkvarter eller Hitlers egne direktiver. Det vil senere ses, at dette faktisk er blevet indrømmet af The World Center of Contemporary Jewish Documentation i Tel-Aviv.

Forsøg på at finde "tilslørede henvisninger " til folkemord i taler som Himmlers til hans S.S. Obergruppenführer i Posen 1943 er ligeledes helt håbløse. Nürnbergerklæringerne, ufravigeligt med vold fremdraget efter krigen, undersøges i det følgende kapitel.

Forord og introduktion
Del 2
table of content
Back to Archive