7. Nogle erindringer fra koncentrationslejre.
Det mest indflydelsesrige agentur i propagandaen for udryddelseslegenden har industrien af billigbøger og magasiner været, og det er gennem deres kommercielle sensations- udgivelser den jævne person er gjort bekendt med en myte af ren politisk karakter og formål. Den helt store tid for disse had-Tyskland bøger var 1950'erne, da germanofobi fandt et åbent marked; men industrien fortsætter at blomstre og oplever et nyt boom i dag. Industriens produkter består i almindelighed af såkaldte "memoirer", og de falder i to hovedkategorier. Dem, der skal være skrevet af tidligere S.S. mænd, og de bloddryppende beretninger af tidligere koncentrations lejrfanger.
Af kommunistisk oprindelse
Det mest fremtrædende eksempel på den første slags er Commandant of Auschwitz af Rudolf Höss ( Londom, 1960). Den blev oprindelig udgivet af den kommunistiske regering på polsk som Wspommienia. Höss overtog som ung mand Auschwitz i 1940. Han blev først arresteret af briterne og holdt fangen i Flensborg. Efter Nürnbergprocessen blev han udleveret til de polske kommunistiske myndigheder, der dømte ham til døden i 1947 og henrettede ham næsten med det samme. De såkaldte Höss erindringer er uden tvivl et falskneri og, som vi skal vise det, fremstillet under kommunistiske auspicier. Kommunisterne selv erklærer, at Höss "fik ordre til at skrive sin livshistorie", og der eksisterer et håndskrevet eksemplar i Auschwitz-museet; men ingen har nogensinde undersøgt det juridisk. Höss var under sin arrest udsat for tortur og hjernevaskteknik af briterne, og hans vidnesmål i Nürnberg blev afleveret sanseløst monotont, medens han stirrede tomt lige ud i luften. Selv Reitlinger betragter hans vidnesbyrd som håbløst utroværdigt. Det er virkelig bemærkelsesværdigt, hvor meget af den såkaldte "bevisførelse" vedrørende de Seks Millioner, der stammer fra kommunistiske kilder. Det gælder de vigtigste dokumenter som Wisliceny's erklæring og Höss's memoirer, der uden tvivl er de mest citerede i udryddelseslitteraturen, såvel som al information om de såkaldte "dødslejre", som Auschwitz. Sådan information stammer fra : Jewish Historical Commission of Poland, Warszawa; The Central Commission for the Investigation of War Crimes og den russiske stats krigsforbryderkommission i Moskva.
Reitlinger anerkender, at Höss's vidnesbyrd i Nürnberg var et katalog over vilde overdrivelser, som at Auschwitz gjorde det af med 16.000 mennesker om dagen, hvilket ville betyde totalt 13 mio. ved slutningen af krigen. I stedet for at fremstille disse vurderinger som de sovjetinspirerede falsknerier de åbenlyst er, foretrækker Reitlinger og andre at skylde sådanne latterlige overdrivelser på "stolthed" over at gøre et professionelt job. Ironisk nok er dette i strid med de påstået autentiske Höss-memoirer, der gør et dygtigt forsøg på troværdighed ved at tegne det modsatte billede, nemlig afsky for jobbet.
Höss menes at have "bekendt" udryddelse af 3 mio. i Auschwitz, selv om tallet ved hans egen retssag blev formindsket til 1.135.000. Men vi har allerede noteret, at Sovjetregeringen proklamerede et officielt tal på 4 mio. efter deres "undersøgelse" af lejren i 1945. Denne form for vilkårlig jongleren med millioner af mennesker synes ikke at bekymre forfattere af udryddelseslitteratur.
En gennemgang af Höss-memoirerne med alle deres hårrejsende detailler vil være trættende. Vi må begrænse os til de aspekter ved udryddelseslegenden, som er formet med det åbenlyse formål at komme beviserne for deres falskhed i forkøbet. Det gælder f.eks. den måde på hvilken jødeud- ryddelsen beskrives. Den foregives at være udført af en "specialkommando" af jødiske fanger. De tog sig af de nyligt ankomne kontingenter til lejren og førte dem til de enorme "gaskamre" og fjernede bagefter ligene. S.S-personalet vidste derfor meget lidt, så at det meste af S.S-personalet var holdt i fuldstændig uvidenhed om "udryddelsesprogrammet". Naturligvis har man aldrig fundet nogle pålidelige vidner, der hævdede at have været med i denne grusomme "specialafdeling", så hele sagen er nemt og bekvemt ikke til at bevise.
Et afgørende bevis for, at Höss-memoirerne er et falskneri, ligger i den utrolige bommert fra de kommunistiske udgiveres side, at Höss hævdes at sige, at Jehovas Vidner i Auschwitz billigede mordet på jøderne, fordi disse var fjender af Kristus. Det er velkendt, at i Sovjetrusland og dens satellitstater i Østeuropa fører kommunisterne en bitter kampagne imod Jehovas Vidner, som de betragter som den religiøse sekt, der er mest farlig for den kommunistiske tro. At denne sekt bevidst og groft bagtales i Höss's memoirer, beviser ud over enhver tvivl dokumentets kommunistiske oprindelse.
[Höss's memoirer er til forskel fra revisionismens hovedværker, tilgængelig på dansk. Det bør bemærkes, at Höss efter vor opfattelse egentlig ikke bagtaler vidnerne; men faktisk udtrykker beundring for deres arbejdsomhed, fredsommelighed og gudstro. Det eneste de ikke ville have med at gøre var : krig, uniformer og våben, hvilket desværre var tilstrækkeligt til, at så mange blev dømt til døden. Men Höss beundrer deres mod og standhaftighed, ja, henrykkelse ved henrettelserne. Om hans karakteristik af deres holdning til jøderne er plantet, eller står for kommandantens egen opfattelse, er svært at afgøre. At vidnerne ikke ynkede jødernes skæbne er for så vidt forståeligt, som de ikke ynkede deres egen.
Det kan indvendes, at udryddelse af arbejdsuduelige ikke strider mod princippet at skaffe flest muligt fanger til brug for krigsindustrien.
Behovet af arbejdskraft kan altså ikke anføres som afgørende bevis mod eksistensen af gaskamre til arbejds- udygtige personer. Mod dette taler, at så mange syge og arbejdsudygtige faktisk overlevede eller først bukkede under for epidemierne mod krigens slutning. Men de afgørende beviser fremkom ganske enkelt gennem en undersøgelse af deres påståede funktion. Her er Höss, som det påpeges, bemærkelsesværdigt vag og hans beskrivelse ikke modsi- gelsesfri. Men han har jo husket på, hvad han var blevet tvunget til at sige under forhørene, og han vidste, hvad hans bødler, nu polakker, var i stand til. I et ubevogtet øjeblik under en transport sammen med to andre tyskere, bemærkede han, at der findes tortur så forfærdelig, at den er umulig at modstå.
De nødvendige undersøgelser (bag jerntæppet) af de påståede gaskamres funktion stod ikke til rådighed for Verrall; men det er hans fortjeneste, at de omsider blev foretaget, som led i Zündelprocesserne. Se "Efterskrift". O. a.]
Memoirer der anklager
Helt sikkert er de mest forfalskede "memoirer", der hidtil er udgivet, Adolf Eichmanns. Før Israelernes illegale kidnapping af ham i maj 1960, og den dermed forbundne internationale publicitet, som flammede op, havde få hørt om ham. Han var faktisk en forholdsvis ubetydelig person, leder af kontor A4b i departement VI (Gestapo) i Rigssikkerhedshovedkontoret. Hans kontor forestod transporten til lejrene af en speciel gruppe af fjendtlige fremmede, jøderne. En sand syndflod af usorteret sludder om Eichmann regnede ned over verden i 1960, af hvilken vi vil citere et enkelt eksempel : Comer Clarke's Eichmann : The Savage Truth. ("Orgierne fortsatte ofte til frem mod kl. seks om morgenen, nogle få timer før man overdrog den næste flok ofre til døden" skriver Clarke i sit kapitel "Strømliniet død og vilde sex-orgier", p. 124).
Mærkeligt nok fremkom Adolf Eichmanns påståede "memoirer" pludseligt, netop på det tidspunkt, da han blev bortført til Israel. De blev ukritisk offentliggjort af det amerikanske Life magasin (28/11-5/12 1960) og formodedes at være overdraget af Eichmann til en argentinsk journalist kort før tilfangetagelsen - et forbavsende sammentræf. Ved et lige så mærkeligt sammentræf erklærede krigsforbryderefterforskere kort efter, at de over halvtreds år efter krigen i U:S: Library of Congress netop havde "fundet" det komplette arkiv fra Eichmanns departement.
Hvad selve memoirerne angår var de gjort så ekstremt belastende som overhovedet muligt uden at overgå til de reneste fantasier, og fremstiller Eichmann som en, der taler med fryd om den fysiske udryddelse af jøder. Falskneriet bekræftes også af diverse faktuelle fejl, som at Himmler allerede i april 1944 var chef for reservehæren, i stedet for efter julikomplottet mod Hitlers liv, et faktum, som Eichmann helt sikkert måtte kende. Fremkomsten af disse "memoirer" på præcis det rigtige tidspunkt levner ikke tvivl om, at formålet var at skabe et førdomstols billede af den ærketypiske uforbederlige nazist og djævelen i menneskeskikkelse.
Omstændighederne ved Eichmanns proces i Israel vedrører os ikke her. De dokumenter af sovjetisk oprindelse, som blev benyttet, såsom Wisleceny udtalelsen, har vi allerede gennemgået, og med hensyn til de tredjegrads- -metoder. der blev benyttet mod Eichmann under hans fangenskab for at gøre ham "cooperativ" henviser vi læseren til London Jewish Chronicle, 2. september 1960. Mere relevant vedrørende litteraturen om udryddelseslegenden er indholdet af et brev, som Eichmann formodes frivilligt at have skrevet og overdraget til sine tilfangetagere i Buenos Ayres. Det behøver næppe tilføjes, at det israeliske forfatterskab er åbenlyst. Intet kan udfordre menneskelig lettroenhed mere end følgende frase : "Jeg fremlægger denne erklæring af egen fri vilje." Men den mest hule og afslørende erklæring går ud på hans udtalte villighed til at optræde for en israelsk ret, "så at et sandt billede kan overdrages fremtidige generationer."
Treblinka fabrikater
De seneste erindringer, der er fremkommet på tryk er Franz Stangl's. Den tidligere kommandant blev dømt til livsvarigt fængsel i december 1970. Hans erindringer blev bragt i en artikel 8 oktober 1971 i London Daily Telegraph Magazine og blev foregivet at stamme fra en række interviews med Stangl i fængslet. Han døde få dage efter, at interviewene var bragt De påståede erindringer er virkelig de mest blodige og bizarre, der endnu er publiceret, skønt man er taknemmelig for små indrømmelser af artiklens forfatter, såsom at "de vidnesbyrd, der blev fremført ved hans rettergang, ikke beviste, at Stangl selv havde begået mord", og at oplysningerne om Stangl's første tid i Polen "delvis var fabrikationer."
Et typisk eksempel på disse fabrikater var beskrivelsen af Stangl's første besøg i Treblinka. Da han kørte indtil jernbanestationen, hævdes han at have set "tusinder af lig", bare strøet rundt ved siden af sporene, "hundreder, nej tusinder af lig forrådnende, gående i opløsning". Og "på stationen stod et tog fuldt af jøder, nogle døde, nogle stadig i live - - - det så ud som om, det havde været der i dagevis." Beretningen når et højdepunkt af absurditet da Stangl påstås at være gået ud af bilen og strådte "knædybt ned i penge : Jeg vidste ikke hvor jeg skulle vende mig hen, hvilken vej, jeg skulle gå. Jeg vadede i pengesedler, mønter, kostbare stene, juveler og tøj. De var alle vegne udstrøet over området." Scenen fuldendes med "horer fra Warszawa, der på den anden side af pigtrådshegnet vinkede, dansede, sang og spillede musik. At tro bogstaveligt på denne historie om at vade knædybt i jødiske pengesedler og kostbare juveler midt mellem tusinder rådnende lig og syngende luddere må kræve den mest fænomenale grad af lettroenhed og ville under alle andre omstændigheder end i tilknytning til legenden om De Seks Millioner blive betragtet som det mest utrolige nonsens.
Den udtalelse, der mest afgørende berøver Stangl's memoirer den sidste levning af autentitet er det svar, han blev tillagt at give, da han blev spurgt, hvorfor han troede at jøderne blev udryddet. "De ville have jødernes penge" svarede han. "Det med racen var bare sekundært." Interviewrækken munder ud i en højst tvivlsom optegnelse. Da han blev spurgt, om der havde været nogen mulig fornuft i al denne rædsel svarede den tidligere nazikommandant med begejstring : "Ja, det er jeg sikker på ! Måske skulle jøderne have dette enorme stød for at samle sig og skabe et folk, så at de kunne identificere sig med hinanden." Man kunne næppe forestille sig et mere perfekt svar, om det så var opfundet.
En skrøne som bestseller
Blandt den anden type erindringer, dem, der udmaler billedet af en skrøbelig jødedom fanget i nazismens skruestik er den mest berømte uden tvivl The Diary of Anne Frank, og sandheden om denne bog giver et forfærdende indblik i hvordan en propagandalegende fabrikeres. Den udkom første gang i 1952, og Anne Franks dagbog blev en øjeblikkelig bestseller. Siden er den blevet genudgivet som billigbog, gået gennem 40 udgaver og gjort til en succesfuld Hollywoodfilm. Alene royalties har skaffet pigens fader en formue ved salg af bogen, der foregiver at fremstille hans datters ægte livstragedie. Med sin direkte appel til følelserne har bogen og filmen påvirket flere mennesker over hele jorden end nogen anden historie i sin art.
Anne Franks dagbog blev solgt til publikum som den ægte dagbog skrevet i 12-årsalderen af en ung jødisk pige i Amsterdam, medens hendes familie og fire andre jøder holdt sig gemt i bagrummet til et hus under den tyske okkupation. Til sidst blev de arresteret og sendt til koncentrationslejr, hvor Anne Frank formodentlig døde, da hun var 14 år gammel.
Da Otto Frank blev befriet fra lejren ved krigens slutning vendte han tilbage til huset i Amsterdam og "fandt" sin datters dagbog gemt mellem tagspærene.
I årene 1956-1958 blev en sag ført af Meyer Levin mod Otto Frank. Her blev Levin tildelt 50.000 dollars i erstatning for bedrageri, misligholdelse og ikke autoriseret brug af idéer."
Kernen i denne sag drejede sig om den dramatiserede del af "dagbogen". Det vil sige retten til at bruge idéen i film, radio, TV og teaterproduktioner. Disse idéer hævdede Levin var hans, og juryen i en domstol i New York City gav ham medhold.
Meyer Levin er en velkendt forfatter og journalist, der har tilbragt mange år i Frankrig, og der mødte han omkring 1949 Otto Frank. Den første udgave af bogen udkom i Frankrig.
Anne Frank efterlod en dagbog på ca. 150 sider. (New York Times 2.november 1955) . Den offentliggjorte "dairy" med dens endelige 293 sider, er af høj litterær standard, som sammen med dens behandling af historiske begivenheder gør det yderst tvivlsomt, at den kan være skrevet af en tolvårig pige.
Anne Franks håndskrift og håndskriften i dagbogen har ingen lighed med hinanden. [ Anne skrev faktisk dagbogen fra hun blev 13 til hun netop var 15 år. At dele af den dog næppe kan være originale ses af, at der er anvendt kuglepen, som først blev alment tilgængelig i årene efter krigen. O. a. ]
En svensk undersøger skrev til Otto Frank i 1977 og anmodede om tilladelse til sammen med en gruppe eksperter at komme til Schweiz for at undersøge det oprindelige dokument. Dette afviste hr. Frank i følgende brev :
Kære hr.
Da jeg gav Dem alle nødvendige oplysninger om ægtheden af dagbogen i mit brev dateret 22. april, ønsker jeg ikke at have yderligere kontakt med Dem.
Ærbødigst
Otto Frank d. 4. juni 1977
Her har vi altså igen en svindel i en hel serie af svindler, som har til opgave at fremme legenden og sagaen om De Seks Millioner. Naturligvis blev retssagen om autenticiteten af Anne Franks dagbog "ikke officielt rapporteret"
Som illustration bringes en Life international forside med et eksempel på Anne Franks håndskrift, og nedenfor et eksempel på en side fra den påståede dagbog.
En kort henvisning må også gøres til en anden dagbog, som blev udgivet kort efter Anne Franks og som blev kaldt Notater fra Warszawa ghettoen : Emmanuel Ringelblums journal (New York 1958)
Ringelblum havde været leder i kampagnen for sabotage mod tyskerne i Polen og revolten i Warszawaghettoen 1943, før han til slut blev arresteret og henrettet i 1944. Ringelblumjournalen der omtaler de sædvanlige rygter, der hævdes cirkulere om udryddelsen af jøder i Polen, dukkede op under nøjagtigt de samme kommunistiske auspicier, som Höss's memoirer. McGraw-Hill, udgiverne af den amerikanske udgave, indrømmer, at de blev nægtet adgang til det ucensurerede originalmanuskript i Warszawa, og i stedet troligt fulgte det redigerede manuskript, udgivet af den kommunistiske regering i Warszawa i 1952. Alle beviser for Holocaust stammer fra kommunistiske kilder, og er som sådanne værdiløse som historiske dokumenter
Akkumulerede myter
Efter krigen har der været en rigelig vækst af sensationel koncentrationslejrlitteratur, størstedelen jødisk. Alle bøger ophober rædsler og blander fragmenter af sandhed med groteske fantasier og bedrageri, ubarmhjertigt optårnende en bygning af mytologi i hvilken enhver forbindelse til historiske fakta for længe siden er forsvundet. Vi har allerede henvist til typen med Olga Lengyel's absurde Five Chimneys ("24.000 lig ekspederet hver eneste dag"), Doctor i Auschwitz af Miklos Nyiszli, åbenbart en mytisk og opfundet person, This was Auschwitz : The Story of a Murder Camp af Philip Friedman, og så videre ad nauseam ["til du brækker dig" - O.a.]
Den sidste af slagsen er For those I loved (For dem, jeg elskede) af Martin Gray (Rodley Head, 1973) der forestiller, at være hans beretning om oplevelser i Treblinka lejren i Polen. Gray var specialist i at sælge falske antikviteter til Amerika før han byttede til koncentrationslejrmemoirer. Omstændighederne ved udgivelsen af hans bog var imidlertid enestående for et arbejde af den slags, da der lige fra begyndelsen blev rejst alvorlig tvivl om autentiteten i dens indhold. Selv jøder advarede mod den skade, som den kunne forårsage og tog afstand fra bogen, kaldte den svigagtig og spurgte om han overhovedet havde været i Treblinkalejren, medens B.B.C.-radio pressede ham med spørgsmålet, hvorfor han havde ventet 28 år med at skrive om sine oplevelser.
Det var interessant, at spalten "personel opinion" i Londons "Jewish Cronicle", 30 marts 1973, selvom den stort set fordømte Gray's bog alligevel tilskrev den grandiose bidrag til myten om De seks Millioner. Den slog fast, at "næsten en million mennesker blev myrdet i Treblinka i løbet af et år. 18.000 blev ført til gaskammeret hver dag." Det er skammeligt, at så mange mennesker læser og accepterer sådan noget nonsens uden at bruge hovedet. Hvis 18.000 blev myrdet hver dag, ville tallet en million være nået i løbet af 56 dage, ikke "i løbet af et år". Det gigantiske værk ville gøre de følgende ti måneder fuldstændigt blanke. For 18.000 om dagen ville faktisk betyde totalt 6.480.000 "i løbet af et år." Betyder det, at 6 mio. døde på 12 måneder i Treblinka ? Hvad med de påståede 3 eller 4 mio. i Auschwitz ? Den slags viser simpelt hen, at så snart det fuldstændigt absurde kompromis på Seks Millioner havde scoret en så bragende succes og var blevet internationalt accepteret, kan ethvert antal af umulige ombytninger gøres, og ingen vil så meget som drømme om at kritisere dem. I sin gennemgang af Gray's bog giver Jewish Chronicle et afslørende indblik i de falske anklager om gaskamre : "Gray husker, at gulvene i gaskamrene skrånede, medens en anden overlevende, der hjalp til med at bygge dem påstår, at de var plane - - - "
Ind imellem fremkommer der bøger af tidligere koncen- trationslejrfanger, der giver et totalt afvigende billede af de forhold, der herskede. En sådan er Under Two Dictators (London 1950) af Margarete Buber. Hun havde oplevet en række år under brutale og primitive forhold i en russisk fangelejr, før hun i august 1940 blev sendt til Ravensbrück, en tysk kvindelejr. Hun bemærkede, at hun var den eneste i dette kontingent, der ikke med det samme blev frigivet af Gestapo. Hendes bog beskriver en slående kontrast mellem lejrene i Sovjetrusland og Tyskland. I modsætning til elendigheden, uordenen og sulten i den russiske lejr fandt hun, at Ravenbrück var ren, civiliseret og veladministreret. Regelmæssige bade og rent linned oplevedes som en luksus efter hendes tidligere oplevelser, og hendes første måltid med hvidt brød, pølse, havregrød med sukker og tørret frugt fil hende til at spørge en anden fange om 3. august 1940 var en slags feriedag eller speciel festdag. Hun konstaterede også, at barakkerne var forbavsende rummelige i forhold til de overfyldte mudderhytter i den sovjetiske lejr. I de sidste måneder af 1945 oplevede hun den fremadskridende forværring af forholdne, hvis årsager, vi senere skal komme ind på.
En anden beretning, som er helt forskellig fra den populære propaganda er Die Gestapo Lässt Bitten (The Gestapo Invites You (Gestapo inviterer Dem) af Charlotte Bormann, en kommunistisk politisk fange, der også var interneret i Ravensbrück. Uden tvivl er dens vigtigste afsløring forfatterens oplysning, at rygterne om gashen- rettelser var bevidste og ondskabsfulde opfindelser, som kommunisterne spredte blandt fangerne. Kommunisterne ville ikke have med Margarete Buber at gøre, fordi hun havde været fange i Sovjetunionen.
Et rystende spejlbillede af efterkrigstidens retssager er det faktum, at Charlotte Bormann ikke blev tilladt at vidne ved Rastadt retssagen mod personalet ved Ravensbrück lejren i den franske okkupationszone. Det er den skæbne, der sædvanlig- vis overgik dem, der benægtede udryddelseslegenden.
8. Forholdene i krigstidens koncentrationslejre.
I sin nyligt udgivne bog Adolf Hitler (London, 1973) bemærker Colin Cross, der bringer flere oplysninger, end det er almindeligt, om de mange problemer i perioden, at "den påståede skovlen rundt over hele Europa med millioner af jøder for til sidst at myrde dem, især i en desperat krigssituation, var nytteløst fra ethvert rationelt synspunkt. (p. 307) Ja, netop, og så må man jo spørge, hvor sandsynlig denne irrationalisme var, og om den overhovedet var mulig.
Alene at have sendt tre eller fire mio. jøder til Auschwitz (forudsat yderligere, at dette opskruede tal fandtes i Europa, hvad det ikke gjorde) ville have lagt en uoverkommelig byrde på det tyske transportsystem, der var anstrengt til de yderste grænser med transporter til den udstrakte russiske front. At have transporteret de mytiske Seks Millioner jøder plus de talløse af andre nationaliteter, til interneringslejre, og at huse, klæde og føde dem dér, ville simpelt hen have lamslået deres militære operationer. Der er ingen grund til at tro, at de rationelle tyskere ville have sat deres militære chancer på spil for en sådan disposition.
Men på den anden side kan transporten af det mere sandsynlige tal på 363.000 fanger til Auschwitz under hele krigen (et tal, vi ved, er registreret der) se fornuftigt ud på grund af det arbejde, der til gengæld blev udført.
Det er sikkert, at af de 3 mio. jøder, der levede i Europa, blev aldrig mere end 2 mio. interneret på samme tid, og det kan bevises, at tallet var nærmere 1.500.000. Vi skal senere se, i henhold til Report of The Red Cross, at hele jødiske befolkninger, som dem i Slovakiet helt undslap detension i lejre, medens andre blev placeret i ghettosamfund som Theresienstadt. Deportationerne fra Vesteuropa var meget færre. Reitlinger skønner, som vi allerede har noteret, at kun omkring 50.000 franske jøder blev deporteret og interneret ud af en befolkning på 320.000.
Man må altså spørge, om det var fysisk muligt at ødelægge de millioner af jøder, som det påstås ? Havde tyskerne tid til det ? Er det sandsynligt, at de kunne kremere millioner, når de manglede mandskab og behøvede krigsfanger til krigsproduktionen ? Ville det have været muligt at ødelægge og fjerne alle spor af en million mennesker på seks måneder ? Kunne så enorme samlinger af jøder og henrettelser være holdt hemmeligt ? Det er den slags spørgsmål, som den kritisk tænkende person burde stille. Og han vil snart opdage, at ikke blot de statistiske og dokumentariske beviser, som er fremlagt, men almindelige logistiske beregninger modbeviser legenden om de seks millioner.
Selv om det er umuligt, at millioner er blevet myrdet i lejrene, er karakteren og forholdene i de tyske koncen- trationslejre blevet overdrevet for at gøre påstanden plausibel. William Shirer fastslår i en typisk hensynsløs passage, at "Alle de godt tredve nazistiske hovedlejre var dødslejre " ( Ibid, p. 1150). Det er fuldstændigt usandt og accepteres ikke engang længere af hovedpropagandisterne for udryddelses- legenden. Shirer citerer også Eugen Kogon's The Theory and Practice of Hell (N. Y, 1050, p. 227) der sætter det totale antal af døde i alle lejre til det latterlige tal 7.125.000, skøntShirer i en fodnote indrømmer, at tallet "uden tvivl er for højt."
Dødslejre bag jerntæppet
Det er sandt, at den allierede propaganda i 1945 påstod, at alle koncentrationslejre, særligt dem i Tyskland, var "dødslejre", men de gjorde det ikke længe. Om dette spørgsmål skrev den fremstående amerikanske historiker Harry Elmer Barnes : "Disse lejre blev først præsenteret som dem i Tyskland, såsom Dachau, Belsen, Buchenwald. Sachsenhausen og Dora; men det blev snart vist, at der ikke havde været nogen systematisk udryddelse i disse lejre. Opmærksomheden blev så flyttet til Auschwitz, Treblinka, Belzec, Chelmno, Jonowska. Tarnow, Ravensbrück, Mauthausen, Brezeznia og Birkenau, hvilket ikke udtømmer listen, som synes at være blevet forlænget efter behov," ( Rumpert Journal, Summer 1967).
Det, der var sket, var at særligt ærlige iagttagere blandt de britiske og amerikanske okkupationsstyrker i Tyskland, efter at de havde indset, at mange fanger døde af sygdom og sult under de sidste måneder af krigen, konstaterede, at der overhovedet ikke var fundet noget bevis for "gaskamre" Som følge af dette kom Auschwitz og Treblinka efterhånden forrest som horrible centre for udryddelse (selv om ingen fik tilladelse til at se dem) og denne tendens er fortsat lige til denne dag. Her i disse lejre, går man ud fra, at det hele skete; men med jerntæppet trukket fast ned over dem, var det svært at få adgang til at undersøge anklagen. Kommunisterne påstod, at 4 mio. mennesker døde i Auschwitz i gigantiske gaskamre, der kunne tage 2000 personer ad gangen - og ingen kunne argumentere for det modsatte.
Hvad er sandheden om de såkaldte gaskamre ? Stephen F. Pinter, der seks år tjente som jurist for De Forenede Staters War Department i okkupationsstyrkerne i Tyskland og Østrig efter krigen afgav følgende erklæring i det meget læste katolske magasin Our Sunday Visitor, 14. juni 1959) :
"Jeg var i Dachau i 17 måneder efter krigen som advokat i U.S. War Department og kan forsikre, at der var ikke noget gaskammer i Dachau. Det, man viste besøgende og turister, og som man fejlagtigt beskrev som et gaskammer, var et krematorium. Der var heller ikke noget gaskammer i nogen anden koncentrationslejr i Tyskland. Vi blev fortalt, at der var et gaskammer i Auschwitz; men eftersom det lå i den russiske okkupationszone fik vi ikke lov at undersøge det. Russerne ville ikke give tilladelse til det. Ud fra, hvad jeg var i stand til at afgøre, blev et antal jøder dræbt, men tallet en million blev helt sikkert aldrig nået. Jeg interviewede tusinder jøder, tidligere lejrfanger i Tyskland og Østrig, og jeg betragter mig selv som så velkvalificeret som nogen på dette område."
Dette fortæller en historie meget forskellig fra den sædvanlige propaganda. Pinter er meget snu i spørgsmålet om krematoriet, der præsenteres som gaskammer. Det er nemlig gjort til et meget almindeligt nummer. Da det ikke kan bevises at have eksisteret sådan noget, som et gaskammer i disse lejre, anvender man bevidst den vildledende betegnelse "gasovn" for at sammenblande begrebet gaskammer og krematorium. Hvad det sidste angår, er det simpelt hen en lille ovn af samme slags som dem, der anvendes i dag. Den blev brugt til kremering af personer, der i lejren var døde af forskellige naturlige årsager, især smitsomme sygdomme.
Dette blev endegyldigt bevist af den tyske ærkebiskop, kardinal Faulhaber fra München. Han oplyste amerikanerne om, at under det allierede angreb på München i september 1944 blev 30.000 mennesker dræbt. Ærkebispen bad de daværende myndigheder om at kremere ofrene i krematoriet i Dachau. Han fik at vide, at planen desværre ikke kunne gennemføres, for krematoriet havde kun en ovn, og den kunne ikke klare ligene efter luftangrebet. Det er da klart, at den ikke kunne klare de 238.000, som det blev påstået var kremeret dér. Så skulle den have kørt uden stop i 326 år og 530 ton aske ville være blevet tilbage.
Antallet ofre reduceres
Tallene fra Dachau er typiske for den slags overdrivelser, der siden er blevet drastisk revideret. I 1946 blev en mindeplakette afsløret i Dachau af Philip Auerbach, den jødiske statssekretær i den bayerske regering. Denne blev senere dømt for at have tilranet sig penge som påstået kompensation for ikke eksisterende jøder. Plaketten lød : "Dette område skal bevares som helgengrav for 238.000 personer, der blev kremeret her." Siden er det officielle antal ofre stadig gået nedad, og nu står der kun 20.600, hvoraf flertallet døde af tyfus og sult
Et andet eksempel på drastisk revision er den nuværende vurdering af Auschwitz ofrene. [Førsteudgaven af dette skrift erer fra 1974, og introduktionen til denne version fra 1987 eller kort efter. Se også "Efterskrift". O. a.] Den absurde antagelse, at 3 eller 4 mio. døde i Auschwitz, er ikke længere troværdig - ikke engang for Reitlinger. Han anslår nu antallet ofre til kun 600.000, og selv om dette tal stadig er en ekstrem overdrivelse, er det dog en afgørende reduktion i forhold til 4 mio., og yderligere reduktioner kan ventes. Shirer selv citerer Reitlingers sidste vurdering; men glemmer, at tage den i betragtning ved sin tidligere erklæring, at halvdelen af dette tal, ca. 300.000 ungarske jøder skulle være "dræbt på 46 dage" - et typisk eksempel på de uansvarlige tåbeligheder, der er skrevet om dette emne.
De Menneskelige Forhold
Når vi nu ved, at adskillige tusind lejrfanger døde i de kaotiske forhold nær krigens slutning, bringer det os frem til spørgsmålet om deres forhold under selve krigen. De er blevet bevidst forfalsket i utallige bøger med en usædvanlig glødende og ubehagelig tendens. Røde-Kors-rapporten, som vi vil se nærmere på, viser, at lejrene under krigen var godt administrerede. De arbejdende fanger fik en daglig ration på ikke mindre end 2.750 kalorier under hele 1943 og 1944, hvilket var mere end den dobbelte ration af den i det okkuperede Tyskland i årene efter 1945. Fangerne var under regelmæssig lægetilsyn, og de, der blev alvorligt syge, blev overført til hospital. Til forskel fra sovjetlejrene kunne fangerne modtage pakker med føde, tøj og medicin fra Speciel Relief Division af Røde Kors.
Anklagemyndighedens kontor undersøgte alle kriminelle sager, og de, der blev fundet uskyldige, blev frigivet. De der blev fundet skyldige og de lejrfanger, der blev dømt for alvorlige forbrydelser i lejren, blev dømt ved en militærret og henrettet. I det føderale arkiv i Koblenz findes et direktiv fra januar 1943 af Himmler angående sådanne henrettelser, der understreger, "at ingen brutalitet er tilladt." (Manvell &Frankl, ibid, p. 312) Det hændte, at brutalitet forekom; men sådanne tilfælde blev straks undersøgt af S.S.-dommer, Dr. Konrad Morgen fra rigskriminalkontoret, hvis opgave var at undersøge uregelmæssigheder i forskellige lejre. Morgen selv anklagede 1943 lejrchef Koch i Buchenwald for udskejelser i hans lejr, en retssag, som den tyske offentlighed var indbudt til at overvære. Det er karakteristisk, at administratoren af koncentrations- lejrsystemet, Oswald Pohl, der blev behandlet så brutalt i Nürnberg, gik ind for dødsstraf for Koch. Faktisk dømte S.S.-retten ham til døden; men han fik lov at vælge tjeneste ved østfronten. Før han kunne nå dette, gennemførte prins Waldeck, der var leder af distriktet, hans henrettelse. Denne sag viser den alvor med hvilken S.S betragtede unødig brutalitet. Adskillige S.S retsaktioner blev gennemført i lejrene under krigen for at forhindre udskejelser, og mere end 800 sager blev undersøgt før 1945. Morgen bevidnede i Nürnberg, at han fortroligt havde talt med hundredvis af fanger om forholdene i lejrene. Han fandt, at få var underernærede, undtagen nogle på hospitalerne, og konstaterede, at tempoet og resultaterne af lejrfangernes tvungne arbejde var langt lavere end blandt tyske civile arbejdere.
Vi har bragt vidnesbyrd af Pinter og kardinal Faulhaber for at modbevise påstandene om udryddelse i Dachau, og vi har set, hvordan tallene for lejren fortsat er ændret nedad. Dachau-lejren kan faktisk betragtes som meget typisk for sådanne interneringssteder. Kompensationsarbejdet i fabrikker og andre foretagender var dagens orden under krigen; men kommunistlederen Ernst Ruff erklærede i sit affidavitt, 18. april 1947, at behandlingen af fangerne i Dachau-lejren forblev human. Den polske undergrundsleder Jan Piechowak. der var i Dachau fra 22. maj 1940 til 29. april 1945 bevidnede 21. marts 1946, at fangerne fik god behandling, og at S.S-.personalet i lejren var "veldisciplineret". Berta Schirotschin, der arbejdede i køkkentjenesten i Dachau bevidnede, at de arbejdende fanger frem til begyndelsen af 1945, trods den tiltagende mangel i Tyskland, modtog deres sædvanlige anden frokost kl. 10 hver formiddag.
Generelt vidner hundreder af affidavits i Nürnberg; om de humane forhold i lejrene; men retten lagde uvægerlig vægten på de erklæringer, der spejlede den tyske administration negativt, og som kunne bruges til propagandaformål. Et studium af dokumenterne afslører også, at jødiske vidner, der var bitre over deres deportation og internering, voldsomt overdrev strengheden i deres forhold, medens andre nationer, der som ovenfor citeret var interneret af politiske grunde, gav et mere balanceret billede. I mange tilfælde, fik fanger, hvis oplevelser, som Charlotte Bormans, ikke stemte med det billede, der blev præsenteret i Nürnberg, ikke lov til at vidne.
Uundgåeligt kaos
De velordnede forhold i de tyske koncentrationslejre blev langsomt brudt ned under de sidste frygtelige måneder i 1945. Røde Kors rapporten forklarer, at de allieredes tæppebombning havde lammet landets kommunikations- og transportsystem, så at føde ikke nåede frem til lejrene, og sult krævede et stigende antal ofre, både i lejrene og den tyske civilbefolkning. Den forfærdelige situation i lejrene forstærkedes af stærk overbelægning og deraf følgende udbrud af tyfus- epidemier. Overfyldningen skyldtes, at de østlige lejre som Auschwitz evakueredes vestpå for Russernes fremrykning. Kolonner af sådanne udmattede mennesker ankom til forskellige tyske lejre som Belsen og Buchenwald, der allerede var i en meget vanskelig situation. Belsen, nær Bremen var særlig kaotisk i disse måneder, og Himmler's læge, Felix Kersten, antinazist, forklarer, at dens ulykkelige ry som dødslejr alene skyldtes voldsomheden i den tyfusepidemi, der brød ud i marts 1945 ( Memoirs 1940-1945, London 1956) Utvivlsomt har disse frygtelige forhold kostet adskillige tusind liv, og det er disse forhold, som fremstilles i fotografierne af udmarvede menneskelige væsener og dynger af lig, som propagandisterne henrykt påstod var ofre for "udryddelsen".
En forbavsende hæderlig bedømmelse af situationen i Belsen fremkom i Purnell's History of the Second World War (Vol. 7. No. 15) af Dr. Russell Barton, nu psykiatriker ved et hospital i staten New York. Han tilbragte som britisk lægestuderende en måned i lejren efter krigen. Hans beretning illustrerer levende den virkelige grund til den dødelighed, der opstod i sådanne lejre hen imod krigens slutning, og hvordan sådanne ekstreme forhold tog overhånd. Dr. Barton forklarer at Brigadier Glynn Hughes, den britiske Medical Officer, der overtog kommandoen i Belsen i 1945 "ikke troede, der havde været nogen grusomheder i lejren, trods disciplin og hårdt arbejde" Men de fleste, skriver Dr. Barton, "tilskriver fangernes situation bevidst overlæg fra tyskernes side - - - Fangerne var ivrige efter at fremføre eksempler på brutalitet og forsømmelser, og besøgende journalister fra forskellige lande tolkede situationen i overensstemmelse med deres hjemlandes propagandabehov"
Imidlertid gør Dr. Barton det helt klart, at situationen med sult og sygdom var uundgåelig under de rådende forhold, og at de først indtraf i 1945 "Ud fra samtaler med fanger synes det at fremgå, at forholdendei lejren ikke var alt for slemme for slemme før i slutningen af 1944. Barakkerne var placeret mellem fyrretræer, og hver af dem var forsynet med toiletter, håndvaske, brusebad og kakkelovne til opvarmning". Årsagen til fødemanglen forklares også. "Tyske militærlæger fortalte mig, at det gennem en række måneder var blevet mere og mere vanskeligt at transportere mad til lejren. Alt, hvad der rørte sig på autobanen var udsat for bombning - - - Jeg blev forbavset over at finde papirer, to - tre år tilbage, som dokumenterede store mængder af af fødevarer, som daglig blev tilberedt til uddeling. Jeg blev da - modsat den almindelige opfattelse - overbevist om, at der aldrig havde været nogen politik gående ud på bevidst udsultning. Dette bekræftedes af det store antal velnærede lejrfanger. Hvorfor led da så mange af underernæring? - - - Den vigtigste årsag var sygdom, centralt dirigeret overbelægning, mangel på lov og orden i barakkerne og utilstrækkelig tilførsel af mad, vand og medicin."
Den mangel på orden, der førte til opstand ved fødevareuddelingen blev undertrykt med ild fra britiske maskinpistoler og magtdemonstration af britiske tanks og pansrede køretøjer rundt i lejren.
Bortset fra uundgåelige dødsofre ved sådanne lejligheder skønnede Glyn Hughes, at yderligere 1000 omkom på grund af engelsk venlighed ved at engelske soldater gav dem deres egen rationer og chokolade. Som en der har været i Belsen, er Dr. Barton meget på vagt overfor falsk koncentrationslejr-mytologi, og han konkluderer: "Når man prøver at nå frem til årsagen til de forhold, man fandt i Belsen, må man være stærkt på vagt overfor det mægtige visuelle indtryk, som store mængder af udmarvede lig tilbyder propagandaen." At diskutere sådanne forhold "naivt i termer af "godhed" og "ondskab" er at ignorere de faktorer, der bestemmer dem - - -"
Falske fotografier
Det var ikke bare situationer som dem i Belsen, der skruppelløst blev udnyttet af propagandaen, men denne udnyttede også gennemforfalskede rædselsfotografier og film.
De ekstreme forhold i Belsen passede ganske vist kun på forholdsvis få lejre. Det store flertal undgik de værste vanskeligheder, og alle deres fanger overlevede med god helse. Derfor blev rene falsknerier taget i anvendelse for at overdrive rædselsforholdene. Et afskrækkende eksempel på et sådant falskneri blev afsløret 29. oktober 1948 i det britiske Catholic Herald . Den fortalte fra Kassel, hvor alle voksne blev tvunget til at se en film om rædslerne i Buchenwald, at en læge fra Göttingen pludselig så sig selv i færd med at tilse et af ofrene. Men han havde aldrig været i Buchenwald. Efter nogen forvirring blev lægen klar over, at det han så, var et udsnit af en film, der var optaget efter de allieredes forfærdelige bombning af Dresden d. 13. februar 1945, hvor lægen netop da arbejdede. Denne film blev vist i Kassel 19. oktober 1948. Efter luftangrebet på Dresden, der dræbte rekordmæssigt 135.000 mennesker, mest flygtninge, kvinder og børn blev ligene af ofrene stavlet op og over adskillige uger brændt i bunker på 400 til 500. Det var disse scener, som man foregav stammede fra Buchenwald, som doktoren havde genkendt.
Forfalskning af krigstids rædselsfotografier er ikke noget nyt. For yderligere information henvises læseren til Arthur Ponsonby's bog Falsehood in Wartime (London, 1928). Den fremviser forfalskede fotografier af tyske grusomheder under første verdenskrig. Ponsonby nævner sådanne fabrikater som "ligfabrikken og "Den belgiske baby uden hænder", der slående minder om propagandaen, der fremstiller nazistiske rædselshandlinger. F. J. P. Veale forklarer i sin bog, at bedrageriet "krukke med menneskefedt", som i ramme alvor blev introduceret af den sovjetiske anklager i Nürnberg, var en velovervejet spot mod den berømte britiske myte om "ligfabrikken" i hvilken de dæmoniske tyskere hævdedes at fremstille forskellige varer ved at oparbejde lig (Veale, ibid, p. 192) Denne sensation var én, for hvilken den britiske regering efter 1918 bad om undskyldning. Den fik nyt liv efter 1945 med historien om lampeskærmene af menneskehud. Det var med sikkerhed et bedrageri ligesom den sovjetiske menneskesæbe.
Faktisk fik vi en modvillig indrømmelse af Manvell og Frankl, at lampeskærmhistorien i Buchenwaldretssagen "senere viste sig at være tvivlsom". (The Incomparable Crime, p. 84) Historien stammer fra en vis Andreas Pfaffenberger i et "skrevet affidavitt" af den slags, vi før har omtalt, men general Lucius Clay indrømmede, at de affidavits, der blev brugt under retssagen efter grundigere undersøgelse havde vist sig mest at være "rygter".
Et fremragende arbejde om de falske rædselsfotografier, som skal støtte myten om de Seks Millioner, er Dr. Udo Walendy's Bild 'Dokumente' für die Geschichtsschreibung ? (Vlotho/Weser. 1973) . Valgt blandt de mange illustrationer gengiver vi eet på næste side. Oprindelsen til det første fotografi er ukendt; men det andet er en fotomontage. En nærmere undersøgelse afslører straks, at de stående skikkelser er taget fra det øverste fotografi, og en dynge lig er monteret ind foran dem. Plankeværket er fjernet og et fuldstændig nyt rædselsbillede er skabt. Dette skrigende falskneri findes på s. 341 i R. Schnabel's bog om S.S., Macht ohne Moral (Magt uden moral (!) O. a.) : EineDokumentation über die S.S. (Frankfurt, 1957) med underteksten "Mauthausen". (Walendy nævner 18 andre eksempler på falsknerier i Schnabel's bog).
Det samme "fotografi" dukkede op i Proceedings of the International Military Tribunal, Vol. XXX, p. 4211, ligeledes foregivende at illustrere Mauthausen lejren. Det bringes også uden tekst i Eugene Aroneau's Konzentrationslager. Dokument F. 321 for the International Court i Nürnberg; Heinz Kühnrick's Der KZ-Staat (Berlin, 1960, p. 81); Vaclav Berdych's Mauthausen (Prag, 1958), og Robert Neumann's Hitler - Aufstieg und Untergang des Dritten Reiches - (München, 1961)
9. Jøderne og koncentrationslejrene :
Kendsgerningerne i henhold til Røde Kors.
Der er een gennemgang af det jødiske spørgsmål i Europa under den anden verdenskrig og om forholdene i Tysklands koncentrationslejre, som er næsten unik ved sin ærlighed og objektivitet. Det er trebindsværket : Report of the International Commitee of the Red Cross on its Activities during the Second World War, Geneve, 1948. Denne omfattende beretning fra en helt neutral kilde indfatter og udvider udtalelserne i to tidligere arbejder : Documents sur l'activité du CICR en faveur des civils detenus dans les camps de concentration en Allemagne 1939-1948 /Geneva, 1946) og Inter Arma Caritas - The Work of the ICRC during the Second World War (Geneva, 1947 ).
Gruppen af forfattere ledet af Fréderic Siordet erklærer i indledningen af rapporten, at deres arbejde i overensstemmelse med Røde Kors's traditioner er holdt strengt neutralt. Heri ligger dens store værdi.
ICRC benyttede sig med held af Geneves militærkonvention af 1929 til at skaffe sig adgang til civile, som af de tyske myndigheder var interneret i Central- og Vesteuropa. Derimod var ICRC ikke i stand til at få adgang til Sovjet- unionen, der havde undladt at ratificere konventionen.
De millioner civile og militære internerede i USSR, hvis forhold, man vidste var langt de værste, var fuldstændigt afskåret fra international kontakt og overvågning.
Rapporten fra Røde Kors er værdifuld ved at være den første, der klarlægger de retslige omstændigheder under hvilke jøderne var interneret, d.v.s. som fjendtlige fremmede. I sin beskrivelse af de to kategorier fanger, betegner rapporten den anden form som "Civile, deporteret af administrative grunde (på tysk, "Schutzhäftlinge"), som er arresteret af politiske eller racistiske motiver, fordi deres nærvær blev betragtet som en fare for staten eller okkupationsmagterne" (Vol. III, p.73). Disse personer, fortsætter rapporten, er placeret på samme fod som personer, der er arresteret eller fængslet under den almindelige lov for sikkerhed." (p. 74).
Rapporten medgiver, at tyskerne i begyndelsen var tilbageholdende med at tillade overvågning ved Røde Kors af personer, der var interneret af sikkerhedsmæssige grunde; men i den sidste del af 1942 opnåede ICRC vigtige indrømmelser fra Tyskland. De fik tilladelse til at uddele pakker med fødevarer i større tyske koncentrationslejre fra august 1942, og fra februar 1943 og fremover blev tilladelsen udvidet til alle andre lejre og fængsler (Vol. III, p. 78) ICRC fik snart etableret kontakt med lejrkomman- danter og startede et hjælpeprogram med fødevarer, der fungerede lige til de sidste måneder af 1945. Takkebreve for dette strømmede ind fra jødiske fanger.
Modtagere af Røde Kors hjælp var jøder.
Rapporten fastslår, at "så mange som 9.000 pakker blev klargjort hver dag. Fra efteråret 1943 til maj 1945 blev 1.112.000 pakker med en samlet vægt på 4.500 tons sendt af sted til koncentrationslejrene" (Vol. III, p. 80). Foruden føde indeholdt forsendelserne tøj og medicin. "Pakker blev sendt til Dachau, Buchenwald, Sangerhausen, Sachsenhausen, Oranienburg, Flossenburg, Landsberg-am-Lech, Flöha, Ravensburg, Hamburg-Neuengamme, Mauthausen, Theresi- enstadt, Auschwitz, Bergen-Belsen, til lejre nær Wien og i Central- og Sydtyskland. Hovedmodtagerne var belgiere, hollændere, franskmænd, grækere, italienere, nordmænd, polakker og statsløse jøder" (Vol. III, p. 83). Under forløbet af krigen "var komitéen i stand til i form af nødhjælpforsyninger at fordele 20 mio. schweizerfranc indsamlet af jødiske hjælpeorganisationer over hele verden, men især af American Joint Distribution Commitee i New York" (Vol. I, p.644). Denne sidstnævnte organisation fik tilladelse af den tyske regering til at opretholde et kontor i Berlin lige indtil amerikanerne trådte ind i krigen. ICRC beklagede, at de største forhindringer mod deres store hjælpeoperation for de jødiske fanger ikke kom fra Tyskland. men fra den stramme allierede blokade af Europa. Den største del af deres indkøb af fødevarer til hjælpen blev gjort i Rumænien , Ungarn og Slovakiet.
ICRC roste især de frie forhold, der rådede i Theresien- stadt helt frem til deres sidste besøg der i april 1945. Denne lejr, "hvortil 40.000 jøder var deporteret fra forskellige lande, var en relativt privilegeret ghetto" Vol. III, p.75). Ifølge rapporten "var komitéens delegater i stand til at besøge lejren i Theresienstadt (Terezin), der blev anvendt udelukkende til jøder, og som blev styret under særlige vilkår. Ifølge information indsamlet af komitéen var denne lejr startet som et eksperiment af visse tyske ledere - - - de ønskede at give jøderne mulighed for at ordne deres eget kommunale liv i en by under deres egen administration og opnå næsten total autonomi. De bekræftede de fordelagtige indtryk, de havde fået under deres første besøg " (Vol. I, p. 642)
ICRC havde også ros til Ion Antonescus styre i det fascistiske Rumænien, hvor komitéen var i stand til at udvide sin hjælp til 183.000 rumænske jøder lige frem til tiden for den sovjetiske besættelse. Hjælpen hørte da op, og ICRC beklagede bittert, "at det aldrig var lykkedes at sende noget som helst - lige gyldigt hvad - til Rusland" (Vol. II, p. 62). Det samme kom til at gælde mange tyske lejre efter deres "befrielse" af russerne. ICRC modtog en omfattende post fra Auschwitz lige frem til den sovjetiske okkupation, hvor mange af de internerede var blevet evakueret mod vest. Røde Kors's anstrengelser for at sende hjælp til de fanger, der forblev i Auschwitz under sovjetisk kontrol, var forgæves. Derimod kunne fødepakker fortsat sendes til tidligere Auschwitzfanger, som var forflyttet vestpå til lejre som Buchenwald og Oranienburg.
Gaskamre nævnes ikke.
Et af de vigtigste aspekter ved Røde Kors rapporten er at den klargør den virkelige årsag til de dødsfald, som utvivlsomt fandt sted i lejrene hen imod krigens slutning. Rapporten siger : "I Tysklands kaotiske situation efter invasionen, og under de sidste måneder af krigen modtog lejrene overhovedet ingen fødevareforsyninger, og hungersnøden krævede et øgende antal ofre. Den tysske regering var selv bekymret over situationen og informerede til sidt d. 1. februar 1945 ICRC - - - Marts 1945 gav diskussioner mellem præsidenten for ICRC og general for S.S. Kaltenbrunner endnu mere konkrete resultater. Hjælp kunne herefter uddeles af ICRC, og en delegeret fik ret til at opholde sig fast i hver lejr - - - (Vol. III, p.83) Helt klart anstrengte de tyske myndigheder sig for at lette den skrækkelige situation så langt, det var dem muligt.
Røde Kors gør sig meget tydelig, når det erklærer, at fødevaretilførslerne standsede på det tidspunkt på grund af de allieredes bombninger af det tyske transportvæsen, og det havde allerede 15. marts 1944 i de internerede jøders interesse protesteret mod "de allieredes barbariske luftkrigs- førelse" ( Inter Arma Caritas, p. 78). 2. oktober 1944 advarede ICRC det tyske udenrigsministerium om det overhængende sammenbrud af det tyske transportsystem, og erklærede, at hungersnød for menneskene over hele Tyskland ville blive uundgåelig.
Ved betragtningen af dette omfattende trebindsværk er det vigtigt at understrege, at delegaterne fra det internationale Røde Kors overhovedet ikke fandt nogen bevis for "gaskamre". Den oprindelige, 1946-udgave, talte ikke en gang om 'uryddelse' eller 'dødslejre', men efter det følelsesmæssige tryk af Nürnbergprocesserne følte Røde Kors sig tvunget til i den udvidede 1948-udgave at indføre meget løse hentydninger til 'dødslejre' (Vol. I, p. 641) og 'udryddelseslejre' (Vol. I, p. 645). Men ingen udryddelse antydes på nogen måde. På alle dens 1600 sider nævner rapportens tre bind ikke sådan noget som et 'gaskammer'. Den anerkender, at jøder ligesom mange andre af krigstidens nationaliteter døjede hårdhed og savn; men den komplette tavshed om emnet 'gasninger' er en kraftig benægtelse af 'Holocaust'legenden.
Alle blev ikke interneret.
Bind III af Røde Kors rapporten, kapitel 3 (om den jødiske civilbefolkning) behandler den "hjælp, som blev givet til den jødiske andel af den fri befolkning", og dette kapitel gør det ganske klart, at på ingen måde alle europæiske jøder var placeret i interneringslejre, selvom de var genstand for visse restriktioner som del af det fri civiliserede samfund. Dette strider direkte mod "grundigheden" i det formodede "udryddelsesprogram" og mod påstanden i de forfalskede Höss-memoirer, at Eichmann var besat af ønsket om at gribe "hver evig eneste jøde, han kunne lægge hånd på." F.eks. fastslår rapporten, at i Slovakiet, hvor Eichmann's assistent Dieter Wisliceny var chef," havde en stor del af den jødiske minoritet tilladelse til at blive i landet, og at Slovakiet på et vist tidspunkt blev betragtet som en forholdsvis sikker tilflugtshavn for jøder, særligt for dem, der kom fra Polen. De, der forblev i Slovakiet, synes at have været forholdsvis sikre indtil slutningen af august 1944, da en opstand mod de tyske styrker fandt sted. Medens det er sandt, at loven af 15. maj 1942 førte til internering af nogle tusinde jøder, så blev disse dog holdt i lejre, hvor forholdene for kost og logi var tålelige, og hvor de internerede blev tilladt betalt arbejde på vilkår næsten som dem på det fri arbejdsmarked. (Vol. I, p. 646).
Ikke blot undgik et stort antal af de tre millioner, eller så, europæiske jøder helt at blive interneret, men emigrationen af jøder fortsatte under krigen, i almindelighed ved hjælp af Ungarn, Rumænien og Tyrkiet. Ironisk nok blev efterkrigs jødisk emigration fra tyskokkuperede områder også lettet af das Reich, som det var tilfældet med de polske jøder, der var undsluppet til Frankrig før okkupationen. "Jøder fra Polen, der, medens de var i Frankrig, havde opnået indrejsetilladelse til USA, blev regnet som amerikanske statsborgere af de tyske okkupationsmyndigherder, der yderligere gik med til at anerkende værdien af omkring tretusinde pas udstedt til jøder af sydamerikanske myndigheder" (Vol. I, p. 645). Som fremtidige U.S.-borgere blev de holdt i Sydfrankrig i Vittel- lejren for amerikanske fremmede.
Især emigrationen af europæiske jøder fra Ungarn fortsatte under krigen uhindret af de tyske myndigheder. " Indtil marts 1944," siger Røde Kors rapporten, "var jøder, der havde privilegiet at besidde visa til Palæstina, fri til at forlade Ungarn" (Vol I, p. 648). Selv efter at Horthy- regeringen i 1944 (efter dens forsøg på at opnå våben- stilstand med Sovjetunionen) var erstattet med en regering mere afhængig af tyskerne, fortsatte emigrationen af jøder. Kommissionen sikrede sig tilsagn fra både Storbritanien og De Forenede Stater "om på enhver måde at give støtte til emigrationen af jøder fra Ungarn," og ICRC modtog et budskab fra U.S.-regeringen, at "Regeringen for De Forenede Stater - - - gentager nu særskilt sin forsikring om, at den vil tage sig af alle jøder, som under de nuværende forhold får tilladelse til at udrejse" (Vol. I, p. 649).
Del 2
Del 4
table of content
Back to Archive