10. Endelig sandheden :

Paul Rassiniers værk

Uden tvivl har det mest betydningsfulde bidrag til et sandfærdigt studium af udryddelsesspørgsmålet været arbejdet af den franske historiker, professor Paul Rassinier. Dette arbejdes overlegne værdi ligger først og fremmest i det faktum, at Rassinier på sin egen krop havde oplevet livet i de tyske koncentrationslejre, og i at ingen kunne være mindre tilbøjelig til at forsvare Hitler og national socialismen end han, der var socialistisk intellektuel og antinazist. Men for retfærdighedens og den historiske sandheds skyld brugte Rassinier resten af sin levetid, han døde 1966, til forskning, der helt gendriver myten om De Seks Millioner og legenden om nazismens djævelskab.

Fra 1933 til 1943 var Rassinier professor i historie ved College d'enseignement général i Belfort, Academie de Besancon. Under krigen engagerede han sig i modstands- arbejde, indtil han blev arresteret af Gestapo 30. oktober 1943, og således blev han fange i de tyske koncentra- tionslejre Buchenwald og Dora indtil 1945. Hen imod krigens slutning blev han i Buchenwald angrebet af tyfus, der nedbrød hans helbred så stærkt, at han ikke kunne genoptage sin lærergerning. Efter krigen blev han belønnet med Medaille de la Résistance og Reconnaissance Francaise, og han blev valgt ind i det franske debuteretkammer, fra hvilket han blev fordrevet af kommunisterne i november 1946.

Rassinier gik da i gang med sit store værk, en systematisk analyse af de påståede tyske krigsgrusomheder, særlig den formodede "udryddelse" af jøderne. Meget lidt forbavsende er hans bøger ikke særligt kendt. De er sjældent blevet oversat fra fransk, og slet ingen er udkommet på engelsk. [Eller på dansk. O. a.] Hans vigtigste arbejder var : Le Mensonge d'Ulysse (Odysseus's løgn, Paris 1949) en undersøgelse af forholdene i koncentrationslejrene, bygget på hans egne erfaringer; og Ulysse trahi par les Siens [Odysseus forrådt af sine egne, O.a.] Paris 1960, en fortsættelse, der yderligere modbeviste propagandisternes påstande om de tyske koncentrationslejre. Hans monumentale værk blev fuldendt med to afsluttende bind, Le Véritable Procès Eichmann (1962) og Le Drame des Juifs européen (1964) i hvilken Rassinier med omhyggelig statistisk analyse afslører de uærlige og halsløse forvrængninger vedrørende jødernes skæbne. Det sidste værk undersøger også den politiske og finansielle betydning af udryddelseslegenden og dens udnyttelse af Israel og de kommunistiske magter.

En af Rassinier's mange fortjenester er, at han afklæder myten om den unikke tyske "ondskab", og at han så overbevisende afslører, hvordan historisk sandhed er blevet tilintetgjort i ugennemtrængelig tåge af ensidig propaganda. Hans undersøgelser viser afgørende, at jødernes skæbne under anden verdenskrig, når den bliver befriet fra fordrejninger og reduceret til virkelige proportioner, mister deres pralende "enormitet" og viser sig at være en hændelse i en større og langt videre tragedie. I en omfattende foredragsrække i Vesttyskland i foråret 1960 understregede professor Rassinier for de tyske tilhørere, at det var på høje tid at få sandheden om udryddelseslegenden frem, og at tyskerne selv burde gå i gang med det, eftersom påstanden overfor verden var en uretfærdig skamplet på Tyskland.

Påstanden om gaskamre

Rassinier kaldte sin første bog Odysseus's løgnehistorier for at minde om det faktum, at rejsende altid vender hjem med grove historier, og lige til sin død undersøgte han udryddelseshistorier og prøvede at spore deres forfattere. Han gjorde kort proces med de vilde påstande om gaskamre i Buchenwald, som var fremført i David Rousset's : The Other Kingdom (New York, 1947. I Le Mensonge d'Ulysse p. 209 ff. viser han, der selv havde været Buchenwald-fange, at der aldrig havde eksisteret noget sådant der. Rassinier opsporede også abbed Jean-Paul Renard og spurgte ham, hvordan i alverden han i sin bog, Chaines et Lumieres havde kunnet bevidne, at gaskamre var i virksomhed i Buchenwald. Renard svarede, at andre havde fortalt ham om deres eksistens, og så havde han sagt sig villig til at bevidne ting, han aldrig havde set ( ibid, p, 209 ff.

Rassinier undersøgte også Denise Dufournier's Ravens- brück : The Women's Camp og Death (London, 1948) og fandt igen, at forfatterinden ikke havde andre beviser for gaskamre dér end de vage "rygter", som Charlotte Borman bevidnede, bevidst var udspredt af kommunistiske politiske fanger. Tilsvarende undersøgelser blev gjort af bøger, som Philip Friedman's This was Auschwitz : The Story of a Murder Camp (N.Y., 1946) og Eugen Kogon's The Theory and Practice of Hell (N.Y., 1950), og han kom frem til, at ingen af disse forfattere kunne pege på ét autentisk øjenvidne til et gaskammer i Auschwitz, og at de heller ikke selv havde set noget. Rassinier nævner Kogons påstand, at en afdød tidligere lejrfange, Janda Weiss, havde sagt, alene til Kogon, at han havde været vidne til gaskamrene i Auschwitz; men da denne person af naturlige årsager ikke kunne opsøges, var Rassinier ikke i stand til at undersøge denne påstand. Men han kunne interviewe Benedikt Kautsky, forfatter til Teufel ind Verdammte, som havde hævdet, at millioner af jøder blev udslettet i Auschwitz. Kautsky bekræftede blot, hvad han bekendte i sin bog, at han aldrig havde set et gaskammer, og at han byggede sin information på, hvad andre havde "fortalt ham".

Palmen for udryddelseslitteratur uddeler Rassinier til Miklos Nyizli's Doctor at Auschwitz, i hvilken fordrejningen af fakta, og de åbenlyse modsigelser og skamløse løgne viser, at forfatteren taler om steder, som han åbenbart aldrig har set (Le Drame des Juifs européen, p. 52) Ifølge denne "doktor i Auschwitz" blev 25.000 ofre udryddet hver dag i fire et halvt år, hvilket er en grandios fremgang fra Olga Lengyel's 24.000 om dagen i to et halvt år. Det ville betyde i alt enogfyrre millioner ofre i Auschwitz i 1945, to en halv gange den totale førkrigsbefolkning af jøder i hele verden. Da Rassinier ønskede at afsløre identiteten af dette mærkelige vidne, blev han fortalt, at "han var død nogen tid før udgivelsen af bogen." Rassinier er overbevist om, at han aldrig var andet end en mytisk figur.

Lige til sin død i 1967 rejste Rassinier regelmæssigt rundt i Europa for at søge nogen, som virkelig var øjenvidne til gaskammerudryddelsen i tyske koncentrationslejre under anden verdenskrig; men han har aldrig fundet en sådan person. Han opdagede, at ikke en eneste af forfatterne til de mange bøger, der hævdede, at tyskerne havde udryddet millioner af jøder, havde set et gaskammer bygget til dette formål. Endnu mindre havde de set noget i funktion. Heller ikke kunde nogen af dem fremføre et eneste autentisk vidne, der havde gjort det. Uvægerlig byggede tidligere fanger som Renard, Kautsky og Kogon deres erklæringer på, hvad de havde "hørt", ikke på, hvad de faktisk havde set. Altid drejede det sig om "pålidelige" kilder, som uheldigvis næsten altid er døde og derfor ikke i stand til at bekræfte eller benægte deres erklæringer.

Helt sikkert er det vigtigste, der fremstår som resultat af Faurisson's undersøgelser, at gaskamrene er et mægtigt bedrageri. Alvorlige undersøgelser udført på selve stederne har afsløret med uigendrivelige beviser, at der - i modsætning til, hvad de oven eksaminerede over- levende "vidner" hævder - aldrig eksisterede gaskamre i Buchenwald, Bergen-Belsen, Ravensbrück, Dachau og Dora, eller i Mauthausen i Østrig. Dette faktum, der, som vi før har påpeget det, er attesteret af Stephen Pinter fra U.S. War Office, er nu blevet anerkendt og officielt indrømmet af instituttet for samtidshistorie i München. Imidlertid peger Rassinier på, at trods dette erklærer "vidner" igen ved Eichmanprocessen, at de har set fanger i Bergen-Belsen vandre af sted til gaskamrene.

Hvad de østlige lejre i Polen angår, viser Rassinier, at hovedbeviset for eksistensen af gaskamre i Treblinka, Chelmno, Belzec, Maidanek og Sobibor er de miskrediterede memoranda af Kurt Gerstein, som vi før har omtalt. Man vil huske, at hans oprindelige påstand var den absurde, at 40 mio. var blevet udryddet under krigen, medens han i sit første undertegnede memorandum reducerede tallet til 25.000. Yderligere reduktioner blev foretaget i hans andet memorandum. Disse dokumenter blev betragtet som af så tvivlsom autenticitet, at de ikke en gang blev tilladt ved Nürnberg-retten. Men de fortsætter at cirkulere i tre forskellige versioner, en på tysk (udsendt til tyske skoler) og to versioner på fransk, som ikke stemmer med hinanden. Den tyske version fremførtes som "bevis" ved Eichmann retssagen i 1961.

Endelig peger professor Rassinier på den vigtige indrømmelse, som Dr. Kubovy, direktør for World Center of Contemporary Jewish Documentation i Tel-Aviv, gjorde 15. december 1960 i La Terre Retrouvée. Dr. Kubovi erkendte, at der ikke eksisterer en eneste ordre om udryddelse fra Hitler, Himmler, Heydrich eller Göring ( Le Drame des Juifs européen, p. 31, 39).

De Seks Millioner er bedrageri.

Det frygtelige propagandatal på Seks Millioner afviser professor Rassinier på basis af uhyre detaillerede statis- tiske analyser. Han viser, at det er fremstillet ved, på den ene side inflation af førkrigstallet for den jødiske befolkning uden at tage hensyn til emigration og evakuering, på den anden side en modsvarende deflation af antallet overlevende efter 1945. Det var den metode, der blev anvendt af World Jewish Congress. Rassinier afviser også alle skrevne eller mundtlige vidnesmål om de Seks Millioner, af den slags som ovenfor er beskrevet, fordi de er fulde af modsigelser, overdrivelser og falsknerier. Som eksempel nævner han hændelser i Dachau. I 1946 gentog pastor Niemüller Auerbach's svigagtige "238.000" døde i lejren, medens biskop Neuhäusseler fra München i en tale 1962 fastslog, at "kun 30.000 af de 200.000 fra 38 nationer, der var interneret der", døde ( Le Drame des Juifs suropéen, p. 12). I dag er vurderingen reduceret med nogle flere tusinde, og sådan fortsætter det. Rassinier fastslår, at vidnesbyrd om de Seks Millioner afgivet af anklagede som Höss, Hoettl, Wislieny og Hoellriegel, der stod til dødsdom med håb om mildere straf, og som hyppigt blev tortureret under deres fangenskab, er totalt utroværdige.

Han finder det betegnende, at tallet Seks Millioner ikke blev nævnt i retten under Eichmann-processen. "Anklagen ved Jerusalem-retssagen havde bemærkelsesværdigt nedtonet det centrale motiv, at seks millioner europæiske jøder skulle være udryddet i gaskamre. Det var en påstand, som let førte til domfældelse den dag krigen sluttede i almindelig åndelig og materielt kaos. I dag er der offentliggjort mange dokumenter, som ikke var tilgængelige ved Nürnbergpro- cesserne, og som tenderer mod at bevise, at selv om der skete uret og forfølgelse mod jøder under Hitlers regime, kunne der umuligt have været seks millioner ofre" ( ibid, p. 123).

Ved hjælp af hundrede sider kryds-checket statistik konkluderer professor Rassinier i Le Drame des Juifs européen, at antallet jødiske ofre under anden verdens- krig ikke kan have oversteget 1.200.000. Han betragter dette tal som det absolutte maximum.

Emigration : den endelige løsning.

Professor Rassinier understreger kraftigt, at den tyske regering aldrig havde nogen anden politik end oversøisk emigration af jøderne. Han viser, at efter kundgørelsen af Nürnberg racelovene i september 1935 forhandlede tyskerne med briterne om overførsel af tyske jøder til Israel på basis af Balfour-deklarationen. Da dette mislykkede, bad de andre lande om at tage sig af dem, men de nægtede ( Ibid, p.20). Palæstina-projektet blev genoplivet i 1938, men brød sammen, fordi tyskerne ikke kunne forhandle om deres afrejse på basis af 3.000.000 mark, som briterne forlangte, uden en overenskomst om kompensation. Trods disse vanskeligheder klarede Tyskland at sikre emigration af flertallet af dets jøder, de fleste til USA. Rassinier nævner også franskmændenes afvisning af Tysklands Madagaskar- plan mod slutningen af 1940. "I en rapport 21 august 1942 mener statssekretæren for det tredje riges udenrigs- ministerium, Luther, at det vil være muligt at forhandle med Frankrig med henblik på dette og beskrev samtaler, der havde fundet sted mellem juli og december 1940, som blev afbrudt efter samtalen 13. december 1940 mellem Momtoire og Pierre-Etienne Flandin, Laval's efterfølger. Hele 1941 håbede Tyskland, at det ville blive i stand til at genåbne disse forhandlinger og bringe dem til en lykkelig afslutning" ( Ibid, p. 108).

Efter krigens udbrud blev jøderne, der, som Rassinier minder os om det, havde erklæret Tyskland økonomisk og finansiel krig allerede 1933, interneret i koncentrationslejre "hvilket er den måde på hvilken stater over hele verden behandler fjendtlige udenlandske civile i krigstid - - - Det blev besluttet at omflytte dem og sætte dem til arbejde i en enorm ghetto, som efter den heldige invasion i Rusland henimod slutningen af 1941 blev forlagt til de såkaldt østlige territorier nær den tidligere grænse mellem Rusland og Polen : i Auschwitz, Chelmno, Belzec, Maidanek, Treblinka etc, - - - Der skulle de afvente krigens slutning, hvorefter genåbning af internationale samtaler skulle bestemme deres fremtid" ( Le Veritable Procès Eichmann, p. 20). Ordren til denne koncentration i den østlige ghetto blev som tidligere nævnt givet af Göring til Heydrich, og den blev betragtet som indledningen til "den ønskede endelige løsning," deres oversøiske emigration, når krigen var forbi.

Kæmpemæssigt bedrageri

Vigtig for professor Rassinier er den måde, på hvilken udryddelseslegende bevidst udnyttes politisk og financielt. I dette finder han forståelse mellem Israel og Sovjetunionen. Han peger på, hvordan en lavine af fabrikeret udryddelses- litteratur dukkede op efter 1950 med stemplet af to organisationer, så bemærkelsesværdigt synkroniseret i sine aktiviteter, at man meget vel skulle kunne tro, at de var planlagt i partnerskab. Den ene var "Komitéen for efterforskning af krigsforbrydere og kriminelle", etableret under kommunistiske auspicier i Warszawa. Den anden er "Verdenscentret for samtidig jødisk dokumentation" i Paris og Tel-Aviv. Deres udgivelser synes at fremkomme på fordelagtige tidspunkter i det politiske klima, og for Sovjetunionen er formålet simpelt hen at opretholde truslen fra nazismen, som en manøvre for at aflede opmærksom- heden fra dens egne aktiviteter.

For Israels vedkommende finder Rassinier myten om de Seks Millioner som inspireret af rent materielle problemer. I

Le Drame des Juifs européen (p. 31,39) skriver han : " - - - Det drejer sig simpelt hen om med en passende mængde lig at retfærdiggøre de enorme bidrag, som Tyskland siden krigens slutning årligt har betalt staten Israel som erstatning for skader, som det ikke hverken moralsk eller legalt kan hævdes at have forvoldt landet, eftersom der ikke eksisterede nogen stat Israel på det tidspunkt, hvor de påståede handlinger fandt sted. Det er således rent ud sagt et foragteligt materielt problem.

"Måske må det være tilladt at minde om, at staten Israel først blev oprettet i maj 1948, og at jøderne var statsborgere i alle lande undtagen Israel, for at understrege uhyrligheden af en svindel, der ikke kan beskrives på noget sprog. På den ene side betaler Tyskland til Israel summer, som er beregnet på basis af seks mio. døde. Derudover betaler det, eftersom mindst fire femtedele af disse seks millioner var i live ved krigens slutning, store erstatningssummer til ofre for Hitlertidens Tyskland, som stadig lever i lande over hele verden udenfor Israel og til arvinger, hvilket betyder, at det til de første (d.v.s. de seks millioner) altså den store majoritet betaler to gange."

Konklusion

Her må vi kort opsummere de data, vi har, for jødiske krigstids tab. Modsat de tal på over 9 mio. jøder i tyskokkuperet område, som fremførtes ved Nürnberg- og Eichmannprocesserne, er det allerede fastslået, at efter intensiv emigration levede omtrent 3 mio. i Europa, bortset fra Sovjetunionen. Selv når jøderne i den tyskokkuperede del af Rusland regnes med (majoriteten af russiske jøder blev evakueret bort fra tysk kontrol) overstiger det samlede tal næppe fire mio. Himmlers statistiker, Dr. Richard Korherr og Verdenscenteret for samtidig jødisk dokumentation sætter tallene til respektive 5.550.000 og 5.294.000, da tyskok- kuperet område var størst; men begge disse tal indbefatter de to mio. jøder i Baltikum og Vestrusland uden at tage hensyn til det store antal af dem, som blev evakueret. Men det er i det mindste en indrømmelse, at der ikke sammenlagt var seks mio. jøder i Europa og Vestrusland.

Intet illustrerer bedre den dalende troværdighed i Seks Millioner-legenden end det faktum, at anklagemyndigheden ved Eichmann.pocessen bevidst undgik at nævne disse tal.

Dertil kommer, at officiel jødisk vurdering af tabene ganske stille revideres nedad. Vor analyse af befolknings- og emigrationsstatistik, såvel de studier, der er gjort af Baseler Nachrichten og professor Rassinier viser, at det simpelt hen er umuligt, at antallet jødiske ofre kan overskride en og en halv million.

Uden tvivl døde adskillige tusind jøder under Anden Verdenskrig; men det må ses på baggrund af en krig, der kostede mange millioner uskyldige ofre på alle sider. For at stille sagen i perspektiv kan vi f.eks. pege på, at 700.000 russiske civile døde under belejringen af Leningrad, og at totalt 2.050.000 tyske civile blev dræbt under allierede luftangreb og tvangsforflytning efter krigen.

Det vigtigste spørgsmål vedrørende udryddelseslegenden er naturligvis, hvor mange af de 3 mio. europæiske jøder under tysk kontrol, der overlevede efter 1945. Jewish Joint Distribution Commitee anslog antallet overlevende i Europa til en og en halv million; men dette tal er idag fuldstændigt uacceptabelt. Det bevises af det stigende antal jøder, derkræver erstatning fra den vesttyske regering for påståede lidelser mellem 1939 og 1945. I 1965 var antallet af sådanne krav, registreret af den vesttyske regering tredoblet på ti år og nåede 3.375.000 ( Aufbau, 30 juni, 1965)

Intet bevis kan være mere tilintetgørende for den uforskammede fantasi om de Seks Millioner. De fleste af dem, der kræver erstatning er jøder, så der kan ikke være tvivl om, at flertallet af de tre mio., der oplevede den nazis- tiske okkupation af Europa faktisk i høj grad er levende. Det er en bekræftelse, der giver genlyd, på at antallet jødiske ofre under den Anden Verdenskrig kun kan anslås til tusinder. Er dette ikke lidelse nok for det jødiske folk ? Hvem har ret til at sammenblande dette med et kæmpemæssigt indbildt slagteri, og derigen- nem mærke en stor europæisk nation med evig skam og svigagtigt vride økonomisk erstatning ud af den ?

Albert Speer, der var nært fortrolig til Hitler, fordømmer i følgende brev til en repræsentant for Board of the Deputies og Jews in South Africa dette værk som et væv af løgne, samtidigt med at han bekræfter bogens hovedtema, at der ikke var nogen

officiel udryddelsespolitik for jøder eller nogen anden minoritetsgruppe indenfor den tyske interessesfære på den tid.

Heidelberg 6.5.1977

Kære Mr. Diamond,

Naturligvis er den pamflet, som De sendte mig, som helhed fyldt af unøjagtigheder og løgne. Den baner også vej for radikale som advokat Roeder (i mellemtiden udstødt af sagførerstanden) og hans vanvittige bemærkninger.

Det ville ikke have været så slemt; men, som De har læst i TIME magazine for 2. maj 1977 er i mellemtiden DAVID IRVING fremkommet med lignende påstande. Det må indrømmes, at hans omdømme i England ikke er for godt.

Jeg har prøvet at beskrive tingene i det vedføjede memorandum (rettet af oversætter). Som De vil se, er jeg desværre ikke i stand til at forsyne Dem med "the missing link" [ordret i originalen]. Under de nuværende omstændig- heder ville jeg gerne give noget for at være i stand til at berette klart, at Hitler i mit nærvær havde givet ordre til drab af jøder. Jeg er heller ikke i stand til direkte at bekræfte det nøjagtige tal på dræbte jøder. Men jeg formoder, at tallet seks millioner ikke kan være helt korrekt.

Forresten har Schirach, så vidt jeg husker, bekræftet indholdet i Himmler's tale i sine erindringer.

Skriv, hvis De har flere kommentarer.

Deres hengivne,

undertegnet Alber Speer

P.S. affidavittet må gerne blive affattet på engelsk.

Mr. Diamond Executive Director

Board of Deputies of Jews (South Africa)

Efterskrift

Ved VESTLIG SAMISDAT

Kommentar til teksten

Om Himmler og felttoget mod Sovjet :

Krigen i Øst blev ikke startet for at likvidere en vis procent slaver, men for at komme et forberedt sovjetisk angreb i forkøbet.

Det ser ud til, at Hitler ikke ønskede krigen med England, og at han prøvede på at stoppe den, da den var kommet i gang. Han betragtede denne krig som meningsløs.

Ikke helt sådan med felttoget mod Sovjet. Det var næppe heller ønsket af de tyske generaler, der kendte problemerne med en tofrontkrig; men opgøret blev snart betragtet som uundgåeligt. Alligevel har generalerne sikkert ønsket sig mere tid til forberedelserne; men Stalin sørgede for, at de ikke fik det. Han havde ført sine tropper frem nærmest muligt til den tyske grænse, da Hitler besluttede at komme ham i forkøbet. Stalins opmarch bekræftes af den sovjetiske militærskribent Viktor Suvorov; men også af feltmarskal Mannerheim fra Finland. I sine "Minnen" fortæller Mannerheim om et møde i Salzburg 25/5 1941 mellem en finsk militærdelegation med generalløjtnant Heinrichs i spidsen og tyske officerer ledet af generalfeltmarskal Keitel og general Jodl. De sidste oplyste , at forholdet til Sovjet var spændt - nærmest uholdbart. Tyskland ønskede en fredelig løsning; men Stalin havde trukket 118 infanteridivisioner, 5 panserdivisioner og 25 panserbrigader nær grænserne til tyske områder. Tyskland havde taget modforholdsregler, og general Jodl bemærkede, at hvis krigen bryder ud, vil den udvikle sig til et veritabelt korstog, som vil føre til, at bolsjevikvældet knuses. "Hvordan skulle en stat, hvis moralske grund var så undermineret, kunne tåle en sådan belastning ?"

Generalen fortsatte : "Jeg er ikke optimist, og regner ikke med at krigen vil være afviklet på nogle uger; men jeg tror heller ikke, at den vil vare mange måneder." Det gik ikke helt sådan.

Trods de mangelfulde forberedelser gjorde den tyske offensiv i begyndelsen store landvindinger, en militær succes, som ikke blev fulgt op af en lige så vellykket politisk. Tyskerne formåede ikke at udnytte den goodwill, som på grund af hadet til Stalin faktisk fandtes i de erobrede områder. Derimod øjnede teoretikeren Himmler ny perspektiver, og begyndte at tumle med langt større planer om et Stortyskland, hvis grænser skulle flyttes betragteligt mod Øst.

I bogen HITLER & STALIN, med den danske undertitel "beretningen om to af dette århundredes grusomste mennesker." af Alan Bullock, Politikens Forlag 1991, skriver forfatteren, der med undertitlen så stærkt som muligt markerer, at han ikke er Hitler-venlig, følgende med Kersten som kilde om germanisering af Østeuropa : Efter 5 måneders arbejde var generalplan Øst færdig i maj 1942. Hele området vest for en linie fra Leningrad over Voldojhøjderne og Bryansk til det store knæk på Dnjepr skulle bosættes af tyskere. 14 mio. af andre racer skulle deporteres mod øst. I generalgouvernementet og Balticum skulle befolkningen helt udskiftes. (5 % af 20 mio. polakker og 65 % i det vestlige Ukraine skulle flyttes til Sibirien for at give plads til tyske immigranter. Første bølge : 840.000 øjeblikkeligt. Så anden bølge : 1,1 mio. Så 200.000 om året i 10 år, samt 2,4 mio. i følgende 20 år.

For at beskytte de helgermaniserede områder i Polen og Baltikum : tre grænselande, hvis befolkning blev 50 % germansk de første 25 år. Dertil støttepunkter i små byer omkring 20.000. Deres SS-bondesoldater skulle bevogte knudepunkter i kommunikationsnettet. Bosætterne skulle tages i oversøiske samfund, andre germanske lande og "indfødte, der var egnede til germanisering. Planlagte : Ingermanland, Krim - Kersonområdet : Götenland og et tredje i Memel-Nerev området.

Det påvises i bogen, at Göring i samråd med Hitler faktisk overdrog Himmler ansvaret for økonomiske og administrative forholdsregler, som måtte gennemføres på grund af den ny krigssituation. På intet tidspunkt var der tale om likvidering, men kun om emigration og forflytninger. Det gjaldt jøderne, men i princip også de ny deporteringer. Det fremgår, at arbejdet med den citerede planlægning først kom rigtigt i gang ved begyndelsen af 1942, altså 9 måneder efter felttogets begyndelse.

Planen mødte - ifølge Bullock - straks modstand fra Polens generalguvernør, Hans Frank, som ikke ønskede indblanding i sit embedsområde. Snart stillede krigsudviklingen endnu større forhindringer i vejen. Så de (provisoriske) jødetransporter mod Øst er nok det eneste, der rent praktisk blev påbegyndt.

Det er slående, hvor planen om etablering af bosættelser med "bondesoldater" i fremskudte områder, minder om Israels nuværende etablering af strategiske bosættelser på palæstinensisk territorium.

Også, at etniske rensninger, som dem Himmler fantaserede om, i årevis var blevet praktiseret af Stalin, og at de ved Tysklands kapitulation uden tøven og nåde blev gennemført i polske, tjekkiske og østtyske områder. Dernæst : at i årene efter krigen er "etnisk udrensning" gennem mediekam- pagner og lobbyvirksomhed blevet stemplet som en specielt alvorlig forbrydelse, hvilket ikke har medført, at krigsfor- brydere på den vindende side er draget til ansvar, og det har heller ikke forhindret flagrante etniske rensninger i Afrika, Mellemeuropa og Mellemøsten - de sidste toleret gennem passivitet af USA og Vesteuropa. Dobbeltmoralen lever altså videre og hensigten helliger umoralen.

Hvad den militære magtbalance angår, viser Douglas Reed i The Controvercy of Zion, at Sovjetunionens overtagelse af initiativet skyldtes USA's massive støtte, som Roosevelt gennemdrev til sit sidste åndedræt, og som Truman fortsatte til det gik op for selv svagtseende, at våbnene nu var rettet mod amerikanerne selv. Vi vil omtale F. J. P. Veale's og Reed's analyser i VESTLIG SAMISDAT V.

Auschwitz-Birkenau :

Døderegistrene for disse lejre, som Gorbatjov stillede til rådighed for Vesten, registrerer 74.000 dødsfald med oplysning om datoer, dødsårsag og etnisk tilhørsforhold. Registre for 1944 mangler; men med støtte af andre kilder vurderer indsigtsfulde bedømmere i dag det samlede jødiske tab til under 200.000 altså endnu lavere end det schweiziske Røde-Kors's vurdering 1946.

Hvad bogen satte i gang :

Retssagen mod Zündel, som skulle afgøre om dens oplysninger var falske, endte med hans frifindelse. Mest sensationel var hans bevisførelse for, at gaskammer- historierne i alt væsentligt er opspind. Det var omsider blevet muligt, at besøge de påståede gaskamre. Man tog prøver af væggene og analyserede dem for indhold af cyanid. Undersøgelserne viste eentydigt, at rummene ikke kunne være anvendt til regelmæssig anvendelse af Cyklon B, hvis giftvirkning beror på, at det frigiver cyanbrinte Det eneste sted, hvor man kunne påvise de ventelige spor efter anvendelsen af Cyklon B var en kælder, som, det ikke var hemmeligt, var blevet anvendt til desinfektion af klæder.

Det var også enkelt, at dokumentere, at de på den tid eksisterende krematorier langt fra havde den kapacitet og forresten funktionsmåde, vidnerne hævdede - det blev jo regelmæssigt beskrevet, hvordan ildtunger flammede op mod himlen fra skorstenene. Der ses ikke nogen ild fra krematorieskorstene. Det kan de slet ikke tåle.

Zündelprocessens anklagervidner brød sammen under forsvarerens krydsforhør, som byggede på de ny forskeres opdagelser.

Flere forskergrupper har gentaget væganalyserne med samme resultat. En af undersøgelserne var museets egen. Den førte til den dramatiske ændring af mindetavlerne, som vi illustrerer med bladet på s. 34, der indgår i Zündels oplysningsvirksomhed, som han også kalder Samisdat.

Vi vidste intet om dette og kendte ikke Zündels navn, da vi startede vor egen samisdat i høsten 1995.

Bladet viser Auschwitz-mindestenene 1979 da pave Johannes Paulus II under stor mediebevågenhed beder for 4 mio. ofre. Og Ernst Zündel helt alene samme sted 15/8 1991 pegende på stenene, hvor inskriptionerne nu er mejslet bort.

Vi ser et par avisoverskrifter med drastisk reducerede tabstal og Zündel spørger : Hvor sikre er de ny tal ? New York Times siger 1,6 mio., Daily Telegraph : 1 mio. Forskellen er som indbyggerantallet i Ottawa.

Tydeligere kan det næppe demonstreres, at et kæmpe- mæssigt fupnummer er blevet afsløret. Men her hjemme lod man som ingen ting, og ændrede bare i smug lidt på tallene uden at afsløre årsagen.

Men for revisionismen var det et gennembrud. Den har siden 1978 haft sit samlingspunkt i det californiske Institute for Historical Review. Det .afholder konferencer med deltagelse af forskere fra hele verden og udgiver tidsskriftet Journal of Historical Review, der orienterer om forsknin- gens udvikling. Det udgiver bøger, skrifter og letlæste pjecer. På østkysten udgives ugeavisen Spotlight og tids- skriftet Barnes Review, opkaldt efter den store amerikanske historiker H. E. Barnes. I disse skrifter findes nyttig alternativ information. Både instituttet og Barnes Review går ud på internettet.

De jødiske lobbyister fik nu de af dem mest afhængige regeringer til at reagere. Tyskland, Frankrig og Østrig indførte "rets"-instrumenter med hvilke de kan straffe personer, der bruger ytringsfriheden til at udtale tvivl om holocaust- doktrinerne. I Tyskland er i dag ca. 7000 personer fænglet på grund af "meningsforbrydelser". En af dem er den i bogen nævnte Udo Walendy, der har en lang række videnskabelige arbejder bag sig. Andre fremragende person- ligheder som Germar Rudolf er tvunget i eksil.

Men med internettets fremmarch trues mediemonopolet, og holocauts propagandamaskine presses igen til højeste gear. Artikler af og interviews med "vidner fra den gang" præsenteres på samlebånd i TV og aviser. Læser man beretningerne opmærksomt, viser de sig altid at indeholde modsigelser og bygge på, hvad vidnerne har hørt eller læst. De talrige "filosofiske" artikler har kun til opgave, at gentage påstanden, at holocaust er historiens værste forbrydelse og at 6 mio. jøder blev myrdet.

Lobbyen behersker ikke bare media, men - måske som en følge af dette herredømme - også politikere.

Et særligt bemærkelsesværdigt eksempel er Sveriges statsminister Göran Persson, som fik hele den svenske rigsdag til at slutte op om et såkaldt "oplysningsprogram" om Anden Verdenskrig.

I og for sig er det en udmærket idé, som også ligger bag Rassiniers, Verralls og Institute for Historical Reviews bestræbelser. Det er også et af formålene med VESTLIG SAMISDAT. Men det er ikke denne tanke, der mærkes bag ministerens initiativ. Baggrunden for dette er en undersøgelse blandt svenske skoleelever, som viste, at mange ikke troede på holocaust, eller at de ikke anede, hvad det var. Den svenske statsminister vil have, at alle svenskere ikke blot skal vide, hvad holocaust er, men også at de skal tro på den.

Den danske folketingsmand, mangeårig formand for dansk-israelske venskabsforeninger, Peter Duetoft synes, at dette også skal gælde danskerne, og han er helt tydelig. Han siger til Jyllands-Posten 28.6.98 : "Danmark skal oprette et center, der kan udbrede kendskabet til nazisternes udryddelse af seks millioner jøder under Anden Verdenskrig". Under Folketingets afslutningsdebat 1998 sagde statsministeren ifølge bladet, at han så positivt på Peter Duetofts forslag, men tilføjede : "Jeg vil gerne være med til at rejse en debat og erindre om begivenhederne under Anden Verdenskrig". Dermed tager han i virkeligheden afstand fra Duetoft. For centrumdemokraten vil ikke have nogen debat, og han vil ikke have alle kendsgerninger frem, men kun sådanne påstande, der bekræfter dogmet om de 6 mio.. Alle, der ikke slutter op om dette, regner han for nazister. Sådan stempler han med en floskel de store forskere, hvis indsats denne bog har omtalt, og de danskere, der forsøger at viderebringe deres forsknings- resultater. Journalisten forsøger, at gardere sig med en "faktarude", der henviser til Den Store Danske Encyklopædi. Det viser sig, desværre at den refererer korrekt. Artiklerne vedrørende holocaust og beslægtede emner i dette leksikon, som burde være vor tids store oplysningsværk, klamrer sig selektivt og ensidigt til krigstidens og den kommunistiske verdens vinklinger. Det er på høje tid, at vi åbner øjnene for den forskning, der finder sted ude i den frie verden.

Den "Store" "Danske" Encyklopædi.

Vi påpegede værkets mangler overfor dets redaktion og dets videnskabelige råd i et brev 21.7.96.

I leksikonets"videnskabelige" råd sidder bl.a. fhv. rigsantikvar Olaf Olsen og professor Ove Nathan. Selv om de har jødisk baggrund burde de have reageret. Men forlaget har aldrig besvaret vort brev, og det har ikke ændret sin indstilling. Revisionistiske forskere omtales stadig væk ikke. Derimod gives holocaustpropagandaen frie tøjler.

En lang artikel om Holocaust er overdraget fhv. chefredaktør for Politiken, Herbert Pundik, hvis tvety- dige holdning til Danmark og utvivlsomme kamp for israelske interesser, alt for åbenlyst præger fremstil- lingen. Det undrer ikke, at den drevne propagandist forstår at tilrettelægge udvalgt materiale, så at fakta og påstande blandes til en let anretning, hvor de svageste punkter er sorteret fra eller behændigt camoufleret. Samtidigt gentages frejdigt holocaustlærens ubeviste påstande, at Holocaust kostede 6 mio. jøder livet," og at "Endlösung, dvs. den fysiske tilintetgørelse af alle europæiske jøder blev besluttet på Wannseekon- ferencen, ( se s. 9 ) Videre påstås : "Flere end 1,5 mio. blev dræbt ved nedskydning og over 4 mio i de såkaldte døds- eller udryddelseslejre."

Mere af samme skuffe. Det er helt utroligt, at et seriøst leksikon tillader en artikelforfatter at anvende oplysninger fra Stangl. ( Se s. 21-22) som dokumentation.

Og det er kompromitterende, at leksikonet ikke så meget som nævner, at tabstal og beretninger om lejrene er undergået utrolige metamorfoser siden krigens slutning, samt at berømte forskere har argumenteret for opfattelser helt forskellige fra artiklens. Også sådant er fakta, som et seriøst leksikon bør bringe.

Forfatteren til Auschwitz-artiklen, Terkel Stræde, hævder, at lejren efter -42 "blev en ren udryddelseslejr, hvor massemord foregik som fortløbende proces vha. giftgas (Zyklon B), og hvor ofrene derefter blev brændt i krematorieovne - - - 1942-44 op til 9.000 mennesker om dagen."

Med blot halv kraft betyder det, at 4 mio ville være nået på knapt to et halvt år. Alligevel kommer han frem til, at det samlede antal dødsofre ikke beløber sig til mere end ca. 1 mio., men tilføjer : "tidligere skøn har ligget højere." Ja, de har været fire til otte gange så høje. Han forklarer ikke denne store forskel, og nævner heller ikke den svidende kritik, der er rettet mod bla. Auschwitzprocesserne, f.eks. afsløringen af, at beken- delser blev fremtvunget ved tortur. Også i artiklen om Höss undlader Stræde at nævne den grufulde behandling, der forklarer hans usandsynlige tilståelser ( Se : How the British Obtained the Confessions of Rudolf Höss af Robert Faurisson. Journal of Historical Review Winter 1986-87 )

Det er uhyggeligt at måtte konstatere, at selv vort allernyeste store opslagsværk fordrejer historieskriv- ningen i en bestemt hensigt.

Desværre ligger også andre nutidshistorikere under for det pres, som må ligge bag. Hans Kirchhoff beretter i Den 2. Verdenskrig Gyldendal 1989 de samme eventyr, og beråber sig Gerstein ( se s. 7-8 ) men er så uforsigtig på s.304 at citere hans rapport, hvad vi dog må være ham taknemmelig for, idet vi så selv kan læse, hvad der står.

I rapporten beskrives detailleret en henrettelse i gaskamret i Belzec, og Gerstein fortæller, hvordan dieselmotorerne - for dramatikkens skyld med lang forsinkelse - starter, og så ved vi, at der er tale om opspind. For udstødningen fra dieselmotorer er ikke giftig som udstødningen fra benzinmotorer. Gassen vil ikke, selv i et helt tæt rum, dræbe de indespærrede. Derimod vill trykket på vægge og loft hurtigt stige så voldsomt, at bygningen eksploderer. Ifølge Gerstein var alle dræbt i løbet af 32 minutter, og gaskammeret klarede sig. Det teknisk umulige i denne og flere andre påståede udryddelsestekniker som anvendelse af damp og vakuum forklares i Grundlagen zur Zeitgeschichte. Redaktør Ernst Gauss (pseudonym for Germar Rudolf) Grabert Verlag. Tübingen 1994. Dette grundige værk om tilintetgørelsesberetningerne med bidrag fra en række berømte forskere blev hastigt forbudt i Tyskland; men et eksemplar findes på Det Kongelige Bibliotek, og bogen kan stadig erhverves fra Belgien .

Men man behøver ikke speciel teknisk viden for at indse, at Gersteins beretning er fantasi.

I det lille stykke, Kirschhoff citerer, påstås, at fangerne blev stuvet sammen op til 800 på 25 m . Det betyder, at der kun er lidt over 300 .cm til hver. Det vil sige det halve af dette A4 blad. Prøv at holde dette blad over hovedet og bedøm, om du tror, at det er muligt at stuve 800 mennesker sammen, så at der står to personer på hvert eneste lille felt af bladets størrelse. At han få linier senere angiver 750 på 45 m gør ikke fremstillingen mere tillidvækkende, og der er stadigvæk mindre end et A4-blad til hver person. Der kan siges en del mere om dette.

Hvordan er det så gået med den svenske folkeoplys- ning ? Jo - første hæfte er udkommet og spredt over hele Sverige til gratis afhentning

Perssons propagandahæfte

Man kalder lavmælt hæftet: "--- om detta må ni berätta - - -" "En bok om förintelsen i Europa 1933 - 1945." At dette er en programerklæring slås straks fast med følgende deklaration på titelbladets inderside :

I partilederdebatten i juni 1997 tog statsminister Göran Persson initiativ till en bred informationsinsats om Förintelsen - "Levande historia" Vi fortsætter citatet på dansk : Formålet er med udgangspunkt i udryddelsen (den svenske tekst bruger altså ordet "fôrintelsen") under den anden verdenskrig at tage spørgsmål om menneskelighed, demokrati og alle menneskers lige værdi op.

"Levande historia" består af politiske manifestationer, information til forældre og almenhed, indsatser rettede mod skoler og satsning på universitet og forskning. Denne bog er en af aktiviteterne i "Levande historia" Den vender sig i første række til forældrene.

Her får vi interesante ting at vide : For det første. at udgangspunktet altså er tilintetgørelsen eller udryddelsen. Den er urørbar - må ikke diskuteres. Som sådan skal den med statsmagtens midler indpodes offentligheden med særlige indsatser mod skoler, universitet og forskning. Vi ved fra konferencer, at det sidste betyder penge til forskere, der vælger de emner og det udgangspunkt, som statens repræsentanter ønsker cementeret.

Bemærkelsesværdig er begrebet "aktiviteter". Det oplyses, at det lille hefte er en "aktivitet, og således afsløres det, at aktivitet simpelt hen er propaganda, nemlig selektiv, ensidig og vinklet sagsfremstilling.

Da udryddelsen forudsættes at være selvklar, kan man frit boltre sig i skræk- og medynk-scenarier, og da disse er bragt ud af deres historiske sammenhæng, må harmen rette sig alene mod nazismen og det tyske folk.

Ved at se bort fra alt, hvad nyere forskning, der så godt som muligt har frigjort sig fra de varme og kolde kriges vinklinger, er fundet frem til, fortsætter man med en ensidighed, som er ren hadpropaganda. Det er karakteristisk, at man forbigår Versaillestraktaten, hvis mangel på klogskab, de fleste forskere har indset, skabte den baggrund af harme og fortvivlelse i Tyskland, som gjorde det muligt for Hitler at samle de store masser til protest.

Derimod gør man et stort nummer ud af nazismens raceidéer, men undlader at nævne jødernes langt ældre og endnu mere rabiate forestillinger. Ifølge Talmud er ikke-jøder for hunde og æsler at regne, ja, selv et jødisk embryo er helt forskelligt fra og overlegent et ikke-jødisk. Den fromme jøde takker Gud for, at han ikke er født som kvinde eller et umælende væsen.

Medens enhver kan gå på biblioteket og låne Mein Kampf, det kommunistiske manifest, Maos lille røde, etc., er det svært at få adgang til indholdet i Talmud, undtagen i uddrag, som omhyggeligt er plukket ud og lagt tilrette for ikke at forskrække ikke-jøder med skriftets egentlige budskab, som er ekstremt fremmedfjendsk og hadefuldt, især mod Jesus og hans tilhængere. Den virkelige karakter af den judaiske ideologi bør naturligvis anskueliggøres lige så indgående som nazismens og kommunismens, især da den hidtil ikke har fået den omtale, som den fortjener. Et værdifuldt værk, som desværre ikke er oversat til dansk, er professor Israel Shahaks bog : Jewish History, Jewish Religion , Pluto Press, London 1994. Vi omtaler den i Vestlig Samisdat nr 2.

Hvad heftets dokumentation angår : Billeder af jernbaner og personer, der vandrer af sted under bevogtning beviser naturligvis ikke noget om gaskamre. Men to indslag påkalder sig særlig opmærksomhed. Det ene viser nøgne kvinder i en lang række i en slugt. Der står, at det er taget fra en henrettelse udenfor Rovno i Ukraine, og dette kan ikke umiddelbart afvises. For i Øst, ikke mindst i de baltiske lande, var forbitrelsen mod jøder meget stor, og det skyldtes naturligvis lokale forhold - ikke Hitler og Der Stürmer. Pogromer fandt sted, men altså ikke som led i en central tysk udryddelsesplan. S.S. hævder at have grebet ind for at beskytte jøder mod overgreb, men den slags, fæstes der sjældent lid til. Det mærkelige ved det gengivne billede er, at ganske samme billede i mindst tre andre værker påstås at vise køen foran gaskammeret i Treblinka. Nogen bygning ser man ikke. Måske er den lige eksploderet. I så fald viser damerne forbavsende disciplin.

Et endnu mere rædselsvækkende billede gengives, og det bringer vi her. Det skal være udført 1946 af et tidligere kommandomedlem, D. A. Olère.

----

Når man har læst D6MRD reagerer man opmærksomt. For i denne bog står der, at ingen Sonderkommando-medlemmer har stået frem og vidnet. Modbevises dette ikke af denne tegning ? Nej, ikke, særligt overbevisende. Når man reagerer med skepsis, skyldes det ikke blot det udspekulerede i arrangementet : en mand der svinger et dødt barn i den ene hånd og med den anden slæber en nøgen kvinde ( i arbejdsduelig alder og form) af sted med en strikke om halsen fra "gaskammerdør" til krematorielåge. I selve heftets tekst står, at gaskammeret befandt sig under krematoriet. Hvordan det end forholder sig med dette, så stemmer det i hvert fald ikke med tegnerens gengivelse. Her ser vi, at krematoriet ligger lige uden for døren til "gaskammeret". Ofrene har måttet passere tæt forbi de arbejdende ovne. Det kan ikke have været let for det fåtallige vagtmanskab at holde disciplin.

Tegningen af den massive dør med det lille tilgitrede glughul er tegnerens opfindelse. Han har selvfølgelig forestillet sig, at der måtte være en sådan dør, og det måtte man også tro, hvis der havde været et gaskammer. Men den dør, man kender til et påstået gaskammer var en spinkel dør med en almindelig glasrude. Tegneren har aldrig set, det han gengiver.

Den jødiske Beate Klarsfeld Stiftelse bad den franske farmaceut Jean-Claude Pressac om at modbevise revisionis- ternes påstande om Auschwitz. Han arbejdede energisk, og skrev en række bøger, som dog fik hård kritik. For hver ny bog reducerede han antallet ofre og i sin sidste bog havde han reduceret de 4 mio. til 775.000 af alle kategorier ( der var andre fanger end jøder, og flere døde af "naturlige årsager end af unaturlige"). Beate blev rigtigt sur på ham. I starten lagde han stor vægt på Olère's tegninger og gengav flere af dem i sine bøger; men ved nærmere studier mistede han begejstringen. Göran Persson's "forskere æder dem råt eller vil i det mindste gerne have, at det svenske folk skal gøre det.

Forskningsinstituttet i Holocaust Memorial i Washington er mere forsigtigt. I 1994 fik direktøren, Michael Berenbaum besøg af Robert Faurisson, der spurgte, hvorfor museet ikke viste en eneste tegning af et gaskammer. Han svarede, at man havde besluttet, at det ville man ikke gøre. Det skyldtes naturligvis, at man ikke kendte til nogen sådan tegning, som kunne tåle kritik. Det interessante er da, at eftersom det næppe er tænkeligt, at direktøren ikke har kendt til Olère og hans tegnetalent, må han have savnet tillid til dennes konkrete viden.

Hans skepsis havde flere årsager. Nu drejer det sig om Auschwitz, om hvilken det oplyses, at man i gaskamrene anvendte Cyklon B. Den gas, der her udvikles er absolut dødelig; men den frigøres langsomt og over længere tid. Det betyder, at ikke alle ofre dør lige med det samme; men gasudviklingen fortsætter, så at det tager længere tid før det bliver muligt for personalet at trænge ind og tømme rummet. Hvis man virkelig havde anvendt Cyklon B i de rum, som man påstår, ville man ikke hurtigt have kunnet myrde ofrene og slæbe dem ud igen. Væganalyserne viser, at det gjorde man heller ikke. Det kan tilføjes, at luftfotografier taget af de allierede under krigen, da gasningsvirksomheden skulle være på sit højeste, viser, at de huller i taget, gennem hvilke man påstår, at giftpræparatet blev smidt ned i "gaskammeret", slet ikke fandtes. For at forsvare historien har man efter krigen hakket nogle klodsede åbninger.

- Seks millioner ! -

Vender vi tilbage til spørgsmålet i denne bogs titel : Døde virkelig 6 mio ? kan det med sikkerhed slås fast, at der døde mange, mange flere under og i tilknytning til Anden Verdenskrig. Man regner med tal i størrelsesordenen 55 mio. Deraf omtrent 7,4 mio. fra Tyskland og Østrig. I forhold til disse forfærdende tal er tabene af jødiske liv "små" og kun en brøkdel af de 6 mio. som holocaustlæren hævder.

Når dette tal alligevel så frenetisk hævdes af den judaiske lobby, skyldes det som tidligere nævnt, at påstanden er gjort til en gigantisk indtægtskilde for den israelske stat og for et meget stort antal jøder. Men det skyldes også et dæmonisk træk ved den judaiske lære, som modsat kristendommen foreskriver uforsonligt had til alle fjender og uslukkelige krav om hævn.

Talmud siger : Hvad er bjerg Sinai. Det er et bjerg på hvilket hadet til jordens folk er steget op.

Aron Meire Goldschmidt advarede os : I taler om at vende den anden kind til. Vi siger øje for øje og tand for tand

Elie Wiesel (fredspristager ! ) siger : Enhver jøde skal et eller andet sted i sin tilværelse indrette en zone af had. Et sundt , kraftigt had mod alt, hvad der personificerer tyskerne, og hvad der er særligt for tyskerne ( Legends of Our Time, New York 1982 p. 142)

Ved en mindehøjtidelighed i Auschwitz januar 1995 bad han således : Gud, du tilgivende - tilgiv aldrig disse jødernes mordere.

Og dansk overrabbiner Bent Melchior 17. maj samme år i TV : I skal aldrig tilgive det, der er sket.

Det er denne opdragelse, der ligger bag Theodore Kaufmans initiativ 1941 for at få Tyskland og alt tysk totaludryddet. Bag Henry Morgentaus planer om at udslette al tysk industri og lade 20 mio. tyskere sulte ihjel. Og Roosevelts nådeløse krigsførelse, der førte til general Eisenhowers mord på ca. 1 mio. forsvarsløse tyske soldater efter krigens afslutning.

Vi har erfaret om grænseløs jødisk grusomhed for at fremtvinge falske tilståelser. Og nådeløs forfølgelse gennem et halvt århundrede af påståede tyske krigsforbrydere, medens deres erobrede land Israel med regeringens fulde billigelse systematisk begår krigsforbrydelser uden nogen sinde at stilles til ansvar.

For nylig er en ny sensationel oplysning sivet ud. Den svenske forfatter Göran Rosenberg nævner i sin bog "Det förlorade landet" (Albert Bonniers Förlag 1996. Dansk udg. 1998) at mange jøder efter krigen bedrev private hævnaktioner med mishandel og mord på tyskere, blot fordi de var tyskere. Dette kommer ikke som nogen fuldstændig nyhed; men som noget virkelig nyt fortæller han om en hævnaktion af et ganske usædvanligt tilsnit. Det drejer sig om Chaim Weizmann, manden, der på jødernes vegne erklærede Tyskland krig og utrætteligt drev sine engelske og amerikanske marionetter ind i verdenskatastrofen, der kom til at koste 55 mio. mennesker livet. Efter at hans sejr var vundet og altså havde kostet over 7 mio. tyskere livet, ville han runde op med yderligere 6 mio. Dette runde og hellige tal skulle opnås ved at forgifte vandet i de større tyske byer. Som kemiker hjalp han med til at planlægge, hvordan det skulle udføres, og arbejdet var langt frem- skredet, da et uheld indtraf, som forsinkede sagen så meget, at den blev urealisabel, fordi der i mellemtiden var flyttet for mange jøder og allierede til de tyske byer.

Rosenbergs bog har fået megen omtale, og han selv er blevet interviewet gang på gang, men denne sensation afstår kollegerne i den konforme presse fra at give udbredelse. Bedre kan mediediktaturet ikke illustreres. Alligevel er der sket et eller andet. 15.3.98 bragte The Observer historien som meddelt af en af dem, der arbejdede med sagen. Dette refereres dagen efter i Berlingske Tidende.

Vi får bekræftet oplysningen om, at man ville forgive fangerne i en lejr med SS-officerer. Man uddelte 3000 arsenikforgiftede brød og lykkedes at tage livet af 3-400 af dem.

Om det store forgiftningsprojekt oplyses, at Ben Gurion var forfærdet og modsatte sig det; men Chaim Weizmann var yderst hjælpsom. Vi får at vide, at initiativet udgik fra jødiske partisaner, der havde kæmpet mod tyskerne fra Litauens skove.

Medens det er tænkeligt, at disse partisaner har troet på påstanden om de 6 mio. dræbte jøder, må i hvert fald Chaim Weizmann have vidst, at der var tale om propaganda.

Beretteren Joseph Harmatz, der ellers ikke fortryder noget, oplyser, at lederen Abba Kovner ville have ham med i flere arrangementer; men at han for sin del havde fået nok.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan det senere gik de samvirkende krigsforbrydere på den vindende side. Chaim Weizmann blev Israels præsident (Ligesom Eisenhower blev præsident for USA's efter at han havde myrdet ca. 1 mio. afvæbnede almindelige tyske soldater. Læs "Other Losses" af James Bacque, Toronto 1989. Refereres i VESTLIG SAMISDAT nr. 2).

Den anden hovedkraft, Abba Kovner, blev rådgiver for FN's uddannelsesorgan UNESCO og i 13 år leder af den jødisk sponsrede organisation ORT, der forestår erhvervsud- dannelsesprogrammer over hele verden. Han fik i øvrigt ry for at være Israels førende digter.

Man kan næppe af disse eksempler slutte, at der eksisterer et bredt alment ønske om at ære fremgangsrige krigsforbrydere i egen lejr. Hvad, vi ser, er, at medieapparatet er i stand til at manipulere os alle sammen, og at det gør det.

Myten om det pletfrit ædle, uskyldigt forfulgte folk kan ikke opretholdes længere. Det bør også de europæiserede af vor samtids jøder indse. Og de må - ligesom vi - erkende, at den mosaiske religion tilhører en svunden tid, og at nutids- historien bør revideres.

Man siger, at ved krigsudbrud er det første offer sandheden. Dette gælder ikke længere. Sandheden bliver undertrykt længe før den åbne krig erklæres. Derefter bliver det naturligvis særligt galt, men det, vi nu ser, er, at det også er næsten håbløst svært at få slut på løgnagtigheden, når den åbne krig er sluttet.

For jøderne er desværre hverken den ene eller den anden krig slut. Ifølge deres hellige bøger er de i evig krig med alle gojim (ikke jøder). Den erklærede krig mod Tyskland er, hvad vi har erfaret, aldrig formelt afsluttet, og medialt føres den endnu nådesløst. Aktuelt befinder de sig derudover i den langt fra afsluttede åbne krig mod araberne. Det kan ikke undre, at sandheden har en lav prioritet i et samfund med disse forudsætninger.

Men vi bør ikke acceptere, at det samme skal gælde som ledestjerne i vort eget samfund, som har opbygget sin kultur på et med mosaismen uforeneligt grundsyn. Vi anerkender ikke, at jøderne er et folk mere udvalgt af Gud end andre. Vi anerkender ikke deres selektive sandheds- og retfærdig- hedsnormer. Vi anerkender, at folk har ret til at forsvare deres territorium og kultur, men ikke, at de har ret til at bedrage og udnytte andre.

Det er derfor nødvendigt at frigøre sig fra jødernes krige, hvadenten de udkæmpes med penge, propaganda eller vold.

Det bør også gælde de nordiske jøder.

Hvis disse vil fastholde deres egen historieskrivning, byggende på urørlige dogmer, må det blive deres egen sag.

I dansk og vestlig kultur bør respekten for sandheden tilbageerobres.

Oplysning - Oplysning Oplysning !

Naturligvis skal børn og voksne, skolebørn og politikere have oplyst det vigtigste af, hvad der er hændt - og også, hvad der ikke er hændt.

Vist var der jødiske ofre for grusomhed og uretfærdighed; men det er aldrig lykkedes at bevise, at Hitler og nazisterne ønskede at udrydde dem alle sammen, og det er bevist, at de ikke gjorde det. Gaskamrene ville aldrig have kunnet fungere, og de fungerede heller ikke.

Derimod er det enkelt at bevise, at magtfulde jøder ønskede at udrydde alle tyskere.

80 mio. tyskere skulle udryddes.

Det kan vi læse i bogen GERMANY MUST PERISH, som tidligt i 1941 blev udsendt i USA af Roosevelt's nære rådgiver Theodore Kaufman. Han var, hvor utroligt det end må lyde, præsident for det amerikanske "fredsselskab". Bogen hævder, at Tyskland var barbarisk - helt uden kultur. Så snart krigen, som endnu ikke var erklæret, da de fleste amerikanere ikke ønskede at blandes ind i de europæiske stridigheder, var startet, ført og vundet. skulle alle tyskere steriliseres. Tysk sprog skulle forbydes, og al tysk kultur udryddes. De kastrerede tyskere skulle så have lov at slavearbejde til de døde, hvorefter det ville være slut med alle tyskere. Selve landet skulle deles op mellem nabostaterne, som det kan ses af nedenstående kort.

Det er interessant, at man ikke ville betro Danmark mere end en ganske lille bid, som tilmed faktisk har været dansk; medens Sovjetunionen, hvis kultur og militære erobringer, man åbenbart ikke syntes, der var noget i vejen med, allerede her blev tildelt de ikke-russiske områder, som det netop med våbenmagt havde okkuperet.

USA var, som bemærket, på det tidspunkt ikke i krig med Tyskland. Derimod havde de ledende jøder allerede 8 år forinden erklæret Tyskland hellig krig, som skulle føres til Tysklands fuldstændige tilintetgørelse. De havde siden ført denne krig handelsmæssigt og finansielt, men også arbejdet utrætteligt for at etablere den internationale konflikt, som skulle gøre det muligt at slå hårdere til, og i Europa havde de et godt stykke vej haft heldet med sig.

Det vides, at Roosevelt tog indtryk af bogen og drev på for at få gang i den krig, som han troede skulle udrydde alt ondt.

Det er forbløffende, at han nøjagtigt samtidigt i selskab med Churchill underskrev Atlanterhavsdeklarationen, som bl.a. hævder : Vi har intet ønske om magtudvidelse - grænseændringer kun efter folkeafstemning - ethvert folk skal have ret til selv at vælge regeringsform - uafhængighed og selvstyre for alle folk - fred med frihed for frygt og nød.

På dette grundlag burde man i virkeligheden have kunnet forhandle fred med Hitler, hvis territorielle krav i Europa faktisk drejede sig om områder, der havde været tyske og med tysk kultur. Det gjaldt også, og i høj grad, Danzig. I sådanne forhandlinger burde en befrielse af det egentlige Tjekkoslovaki kunne indgå. Men alle sådanne muligheder var behændigt skudt i sænk - især fra britisk side. Frankrig og England var livræd for den tyske industrikapacitet, og også amerikanere var bekymrede.

Roosevelt lod sig lede af sine jødiske rådgivere, hvis målsætning var klar.

Så snart storkonflikten var etableret, var Atlanterhavsdeklarationens fine principper pakket i glemmebogen, og der bliver de stadig holdt i forvaring.

Under krigen lod Roosevelt sig lede af sin beundring for radikal venstrepolitik, og han blev et utroligt let bytte for Stalins målbevidste beslutsomhed. Snart krævedes fjendernes betingelsesløse kapitulation, og Roosevelt accepterede de grænseflytninger og udrensninger, der bragte hele Østeuropa i Sovjetdiktaturets vold.

I dette mægtige opgør med anvendelse af stål og maskiner overser man betydningen af et helt anderledes våben, propagandainstrumentet, som med massemediernes udvikling og en vis folkelig indflydelse var blevet en faktor vigtigere end nogensinde før.

Ved at erobre kontrol med media i det meste af den vestlige verden havde jøderne skaffet sig kontrol med dette mægtige magtinstrument, som de forstod at bruge med forbavsende virkning.

Det er propagandahistoriens mest fantastisk bedrift, at det lykkedes de jødiske agenter, at transplantere billedet af deres egen bibelske og talmudiske hævn- og blodtørst over på modstanderne og få os alle til at tro på det.

Her skal ikke peges på forklaringer, kun på, at Kaufman's bog er en historisk realitet. At den fik betydning for Roosevelts og formentlig en stor del amerikaneres holdning. Og at den bidrog til brutalisering af krigen og til utallige krigsforbrydelser af allierede både i Øst og Vest - forbrydelser, som ingen endnu er stillet til ansvar for.

Når der nu rejses krav om, at verdenskrigenes hændelser drages frem i lyset, bør også de for den sejrende side ubehagelige kendsgerninger lægges frem.

Og propagandavåbnets uhyggelighed og uhyrlighed bør afsløres.

Revisionismen har udført et solidt arbejde. Institute for Historical Review har foruden udgivelsen af den lange række tunge værker udformet overkommelige pjecer om de mest centrale emner. Den enkle og komprimerede fremstilling ledsages af notehenvisninger, så at det er let at finde kompletterende litteratur.

Folketing og regering bør lade disse pjecer oversætte og stille dem til rådighed for skoler og almenhed. Lad så gerne holocausttilhængerne fremføre deres opfattelser på lignende måde.

Det må gøres en ende på tabuer, censur og "bogbrænding". Især bør der sættes ind mod den uofficielle bortsortering af betydningsfuld information, som finder sted bag lukkede døre i mediernes og forlagenes redaktioner.

Hvis revisionisternes skrifter bliver alment tilgængelige, vil det blive vanskeligt for den hemmelige censur at holde masken.

Del 3
table of content
Back to Archive