AAARGH

[ AAARGH INDEX ] [ DEUTSCH ] [ ENGLISH ] [ FRANÇAIS ] [ SVENSKA ]


AAARGH / DANSK

"The Controversy of Zion" i AAARGH :

 

 

Douglas Reed - En biografi med særlig vægt på bogen

"The Controversy of Zion"


Af Knud Bjeld Eriksen

 

Det er en noget slidt og letkøbt frase, at hvert eneste menneske er unikt, enestående. Nogle er så tydeligt mere enestående end andre. Og langt, langt de fleste er jo i dag, af film og fjernsyn, blevet i den grad ensrettede, at det umiddelbart kan være svært bare at finde væsentlige forskellige mellem dem, i hvert fald i den vestlige verden. Alligevel ville det være en lige så letkøbt frase at hævde, at vi alle er bedøvende ens. I virkelighedens verden er der meget stor forskel på mennesker. Vi møder de forskellige folkeslag og racer med tydelige fysiske og mentale forskelligheder, og forskellig kultur, og det er heller ikke lykkedes propaganda-kræfterne at gøre kønnene lige endnu. Mennesker findes kloge eller dumme, smukke eller grimme, gode eller onde, og alt midt imellem. Men der foregår et tydeligt verdensomspændende forsøg, inden for medier og politik, på at gøre alverdens mennesker ens, på at styre dem som en farveløs masse, en kamp for at "globalisere" menneskeheden.
Denne kamp har Douglas Reed, en engelsk journalist og forfatter, som levede fra 1895 til 1976, beskrevet bedre end nogen anden, jeg kender. Det gør ham enestående. Hans mesterværk, kronen på hans anstrengelser, er bogen The Controversy of Zion (dansk ca.: Kontroversen om Sion) fra 1978 (skrevet 1956). Jeg har lagt denne bog på internettet ­ og oversat det meste til dansk ­ som en hyldest til manden, men dog mest fordi jeg mener, bogen er livsvigtig for verden, at udbredelsen af oplysningerne i den vil have en central, afgørende indflydelse på at skabe fred i verden, og fordi jeg er overbevist om, at Douglas Reed selv ville ønske, at den kom til verdens kundskab på denne måde, i tide til at få en virkning. Adressen er http://knud.eriksen.adr.dk . Det meste af bogen har jeg nu oversat til dansk på adressen www.patriot.dk/menudron.html. Mange af hans øvrige bøger kan læses på internettet ­ på engelsk - på adressen www.douglasreed.co.uk .
Eftersom denne "globaliseringens diktatur" er verdens mest presserende og farlige problem i dag, sådan som det har været det i omkring 100 år, gør alene denne kendsgerning, og det faktum, at ingen har kunnet fortælle om emnet så levende, spændende, veldokumenteret og tidløst som Douglas Reed, denne engelske gentleman endog mere enestående for os. Faktisk enestående blandt flere generationers milliarder af mennesker. Han er en mand vi kan og må lære af. Jeg skal prøve at forklare nærmere.
Douglas Reed oplevede det meste af Det 20. Århundrede som voksent menneske, han fik den helt særlige observationspost på første parket, at han dels oplevede Første Verdenskrig som engelsk soldat i Flandern (først ved infanteriet, dernæst luftvåbnet - blev såret), dels oplevede perioden mellem de to verdenskrige som ledende udenrigskorrespondent i Centraleuropa for den højt ansete London-avis Times. Han var i centrum af begivenhederne og mødte mange af de ledende politikere på begge sider af den gærende konflikt. Og tiden under Anden Verdenskrig, hvor han (1938), i foragt for pressens løgnagtighed og ensretning (allerede på det tidspunkt), havde forladt journalistikken, tilbragte han med base i London som produktiv forfatter, hvor han fortsatte sin utrættelige søgen efter sandheden bag krigens begivenheder. Han var blevet helt overbevist om, at medierne var blevet perverterede, styrede af kræfter, han endnu ikke helt kunne identificere, og at de ikke tillod sandheden om krigens årsager at komme frem. Han oplevede på nærmeste hold ytringsfrihedens faktiske afskaffelse i medierne i løbet af blot hans år som journalist fra 20'erne, hvor den endnu bestod, og til slutningen af 30'erne, hvor den var undertrykt på de mest livsvigtige områder, så som spørgsmål om krig og fred og ødelæggelse af civilisationen i den vestlige verden Og alt, hvad der angik jøder og deres rolle i verden.
Men lige så vigtigt for hans enestående betydning for os i dag, var hans personlige egenskaber, hans evner og hans karakter. Han besad en meget skarp iagttagelsesevne, en rodfæstet sund fornuft, et mod og en utrættelig søgen efter sandhed, samt en grundighed i sin søgen, som gjorde hans beretninger om tidens store spørgsmål og begivenheder mere værdifulde og fængslende end det meste andet, der er skrevet i denne tid, og om disse emner. Mange andre skrev jo f.eks. op mod Anden Verdenskrig om krigsudsigterne, og Douglas Reed var selv klar over, da han i 1935 planlagde sin første bog ( Insanity Fair ­ på dansk Galskabens Kavalkade), som blev skrevet i 1936-37 og udgivet i 1938, at "der var 5000 andre forfattere", han skulle konkurrere imod om læsernes opmærksomhed, når han gav sig til at advare mod Hitler og den krig, han allerede i 1935 kunne forudsige ville komme om "højst fem år" med mindre. Hans løsning var den særlige underholdende blanding af autobiografi og politisk reportage, der skulle komme til at gøre ham berømt på rekordtid. Hertil kom en særlig britisk charme og tør humor, samt et tydeligt dybfølt kristent livssyn, der skinnede igennem alt, hvad han skrev.
Men han ville skrive objektivt, være reporter, ikke moralsk dommer, og i alt væsentligt må det siges, at det nok er lykkedes bedre for ham end mange andre. Selvfølgelig må forfatterens livssyn, hans syn på godt og ondt, farve beretninger af denne slags, men han forsøgte over alt at skrive retfærdigt og gjorde sig i hvert fald altid umage med at beskrive tydeligt og klart, hvad han baserede en mening eller "en dom" på. Han var vedholdende i sine advarsler mod Hitler, gennem sine tre første bøger,  - trilogien kaldte han dem selv - Insanity Fair (1938) (dansk: Galskabens Kavalkade), Disgrace Abounding (1939) (dansk: Grænseløs Skændsel) og A Prophet at Home (1941) (Ikke oversat til dansk, men ellers "En profet hjemme") , hvor han oplevede at blive berømt i hele den engelsktalende verden med sine advarsler og nøjagtige forudsigelser af, hvad der ville ske, hvornår og hvordan, men hvor han samtidig måtte sande "at ved et guddommeligt instinkt er mennesker ikke i stand til at indse fremtidig fare" (et citat, hvorfra ved jeg ikke, som han flere gange vender tilbage til) ­ hans advarsler blev overhørt.
Èn ting føler jeg mig overbevist om i disse spørgsmål: Reed blev klogere med tiden, selv om han var temmelig klog hele tiden. Nazismen og Hitler var dagens skræk. Kommunismen lå for ham hele tiden i baggrunden, som en del af det puslespil, han måtte samle. Han var en mand der var levende med i dagens begivenheder, han arbejdede som travl reporter, altid på farten. Faktisk fortæller han, at hans allerførste bog The Fire of  the Reichstag (fra 1934) blev dårlig, fordi han havde alt for travlt med andre ting. (han så rigsdagsbranden i Berlin og fulgte som udenrigskorrespondent hvert eneste retsmøde i den efterfølgende retssag.) Han genskrev bogen under krigen ­ med hvad der var kommet frem af yderligere oplysninger i mellemtiden. Det var et gennemgående træk i hans bøger, at han havde for travlt til at rette småfejl, og at han ville være så aktuel, at der i flere bøger fulgte "Efterskrift 1" og Efterskrift 2" med de seneste begivenheder, som han anførte som bevis for sine påstande.
Først gradvist, i løbet af 30'erne, blev han klar over det jødiske problems omfang, og i den første bog, der skaffede ham berømmelse, Insanity Fair, var der alene små spredte bemærkninger i den retning. F.eks. skrev han, at han i 1935 ledsagede Englands daværende premierminister, Anthony Eden på en rejse til Moskva: "Departementet for censur, og det vil sige hele den maskine, der kontrollerer spillet og lukker munden på den udenlandske presse, var helt og holdent fyldt med jøder, og dette var en ting, der forundrede mig mere end noget andet i Moskva". Det var jøderne og zionismen, der var det manglende led i de oplysninger, han besad fra begyndelsen af hans karriere. Han havde slet ikke skænket dem en tanke, da han startede i journalistik som 30-årig ved Times (1925). Endnu i 1935 havde han knap nok skænket dem en tanke. Det siger han et sted i The Controversy of Zion. I hans anden bog Disgrace Abounding blev han meget tydelig og kritisk over for jøderne ­ og tiltagende upopulær blandt bogforlagene, indtil han til sidst ikke længere kunne få nogen bog udgivet. Flere forlag var ellevilde efter at udgive hans anden bog, indtil de så, at der var et par kritiske kapitler om jøder. Så krævede nogle af dem, at han fjernede disse kapitler, så de kunne udgive resten (hvad han ikke ville), andre trak sig straks helt.
Det var især de store mængder jødiske flygtninge, der i de år kom til Storbritannien, som åbnede hans øjne for et problem. Han frygtede, at de ville ødelægge det England, han kendte og holdt af. I løbet af de ti år, hvor han, som følge af krigen og hans opgiven af korrespondent-tilværelsen, nødtvungent måtte opholde sig i England, tænkte han videre over jøders rolle i verden og de skjulte kræfter i verdenspolitik. Og det blev hans livsopgave at gå helt i dybden med dette problem og aflevere sin beretning ­ i den ganske særlige stil, der var hans kendetegn ­ til en eftertid, hvis opgave det måtte blive at løse problemet.  Denne enestående fortælling kunne først udgives efter hans død, og efter at 22 år var forløbet efter, at den var helt skrevet færdig. Det var bogen The Controversy of Zion (1978)
I mellemtiden kom brudstykker af hans opdagelser ud i de bøger, han lykkedes med at få udgivet, trods stigende uvilje fra den internationale forlagsverden.
Han skrev i krigsårene, hvor han stort set måtte forblive i England, yderligere tre bøger i samme genre som de to første, All Our Tomorrows, (1942) (da: ikke oversat ­ "Alle Vore 'imorgener' ", Lest We Regret (1943) (da: ikke oversat - "Så vi ikke skal fortryde" og From Smoke to Smother (1948) (da: ikke oversat - "Fra røg til tyk røg") Denne bog er skrevet fra april til oktober 1947. Det blev den sidste, han skrev i England, før han en måned senere emigrerede til Sydafrika ­  i forvejen for sin familie. Han siger i From Smoke to Smother bl.a., at "udryddelsen af åndelige værdier forekommer mig nu at være den vigtigste udvikling, som må standses. Dem, jeg først og fremmest tænker på er religion, patriotisme, frihed, menneskelig værdighed og ære" Bogen blev skrevet næsten samtidig med skabelsen af Israel, hvorom han havde dette at sige: "disse ti år, som har set en djævelsk magt vokse sig langt stærkere på jorden, har for mig været de lykkeligste i mit liv" og han omtaler den zionistiske pionér Leon Pinsker, som "den ulykkelige og uforsonlige sjæl.der ønskede, at jøderne skulle blive en nation  med et land; men han ønskede ikke, at nationen skulle bebo dette land" Han siger i bogen også, at hans nu 25 år i journalistik har været vidne til fjernelsen af ytringsfriheden.
I november 1947 rejste han således til Sydafrika, og lod sin familie (en meget yngre hustru, som han kun har omtalt ved kælenavnet "Lorelei" og tre helt små børn) blive tilbage i England, indtil han havde etableret sig dér og "fundet noget at skrive om", som han udtrykte det i den næste bog, Somewhere South of Suez (dansk: ikke oversat: "Et eller andet sted syd for Suez" (1950). Efter otte års tvungent ophold i England var han blevet utålmodig. Han havde rejsefeber. Han ville finde noget nyt at skrive om, og var træt af at advare mod åndeligt forfald hjemme. Han blev i 1948 eller 1949 genforenet med familien, der kom med skib til Durban. Han havde på det tidspunkt hele overkroppen i gips på grund af et brud på rygsøjlen efter fald fra hest. Han måtte skilles igen fra familien for i 1949 eller 1950 at tage på en længere rejse ­ meget længere end jordens omkreds, som han siger - gennem USA med det forrmål at beskrive det land, han vidste, ville komme til at blive den vigtigste nye værtsnation for verdens jøder. Den bog, der blev resultatet af rejsen, Far and Wide, (dansk: ikke oversat ­ "Vidt og bredt" afsluttet i juni 1950 og udgivet i 1951, efter at han nåede at tilføje endnu et "Efterskrift" i juli) er delt i to bøger eller afdelinger, den første beskriver hans meget lange rejse med mange skarpe observationer af et Amerika i forfald, den anden afdeling, med titlen Behind the Scene, (ikke oversat) ­ der senere - i 1975, og med en revideret tekst - blev udgivet i Sydafrika som en separat bog med denne titel, må kaldes den mest omfattende forløber for The Controversy of Zion, selv om han allerede i From Smoke to Smother og Somewhere South of Suez har grundtemaet på plads. Behind the Scene var en komprimeret fortolkning af de sidste 100 års historie præget af de to konspiratoriske, revolutionære bevægelser, kommunismen og zionismen, som begge havde udspring i jødiske kredse i Rusland. Reed henviser til Israels første præsident, Chaim Weizmanns selvbiografi Trial and Error i denne beretning. Det er sandsynligt, at dette var den første udgave af hans nu mest berømte bog (for Reed siger selv, i starten af kapitlet "The Climacteric" i The Controversy of Zion, at han begyndte på bogen i 1949.) ­ eller i hvert fald var det den seneste del af bogen, idet han tilsyneladende senere omskrev og tilføjede tekst, og hvor han udvidede det historiske perspektiv til 2.500 år tilbage i tiden!
Efter udgivelsen af denne bog var Douglas Reed endegyldigt bandlyst af verdens bogforlag og medier, og han fortæller endda, at hans bøger "forsvandt" fra bibliotekerne. Men han var ikke typen, der opgav. Journalisten og forfatteren Ivor Benson skriver i forordet til The Controversy of Zion, at Reed "da hans offentlige karriere tilsyneladende nu var slut, endelig var fri til at påtage sig en stor opgave, som alle hans tidligere erfaringer kun havde været en art forberedelse og uddannelse til, en uddannelse, som intet universitet kunne levere, og som kun de heldige og begavede få af os fuldt ud kunne udnytte ­ hans år som udenrigskorrespondent, hans rejser i Europa og Amerika, hans samtaler og kontakter med hans tids store politiske ledere, plus hans ivrige optagelse af viden ­ gennem læsning og observation - af alt, hvad der var bedst i europæisk kultur."
Ivor Benson siger samme sted, at Reed startede på The Controversy of Zion  i 1951, skrev i tre år, meget af tiden adskilt fra sin unge familie ­ idet han arbejdede dels på New York Central Library, dels under spartanske forhold i New York og Montreal, indtil samtlige 300.000 ord ­ 600 tætpakkede sider med mange noter var skrevet færdige på hans gammeldags skrivemaskine. (Se ovenfor, hvor Reed selv siger, at han startede i 1949 ­ og han fortæller i Far and Wide, at han efter at have skrevet denne bog færdig midt i 1950 igen rejste vidt og bredt, i Afrika, derefter til Canada, og endnu en gang til USA). Han var ganske klar over, at muligheden for at få dette store værk udgivet i hans egen levetid var ringe. Men han vidste, at det en dag ville komme ud. Det siger han i begyndelsen af kapitlet "The Climacteric", som blev skrevet i årene 1953-56, hvor han omskrev hele bogen igen. I 1956 satte han punktum for fortællingen, på et tidspunkt, hvor kommunismens og zionismens mønstre for samarbejde i retning af en jødisk domineret verdensregering gentog sig ­ og hvor halvdelen af "det jødiske århundrede" var gået. Han sluttede bogens Epilogue ("Efterskrift) i oktober og november 1956.
Fra 1956 og til han døde i august 1976 gik der altså 20 år. Om disse år siger Ivor Benson ­ igen i forordet til The Controversy of Zion - at bogen lå ovenpå et garderobeskab i tre pakker i Reeds hjem i Durban. At der var korrespondance med en enkelt forlægger om titlen, men at manuskriptet aldrig blev sendt til et forlag. Der skulle gå 22 år før den første udgave af bogen udkom i Sydafrika. Reed selv "afslappet og i fred med sig selv fordi han havde bragt sit store værk så langt, det lod sig gøre i betragtning af tidens vilkår, accepterede tålmodigt sin tvungne pensionisttilværelse fra livet som journalist og forfatter, lagde alt bag sig som hørte fortiden til og tilpassede sig lystigt til en anden levestil, hvor de fleste af hans nye venner og bekendte blev charmeret af hans livlige intellekt og veludviklede humor, og i årevis forblev uvidende om, at han var den berømte forfatter Douglas Reed.
Dette var han sikker på: uanset om det skete i hans levetid eller ej, ville der komme en tid hvor omstændighederne ville gøre det muligt, og midlerne blive fundet, til, at hans besked om en revideret historisk beretning og kristendommens centrale budskab fastslået på ny kunne afleveres til verden.

De sidste tyve år

Det er selvfølgelig interessant, om Douglas Reed selv følte trang til at ændre noget af teksten i The Controversy of Zion i de følgende tyve år, om der ­ efter hvad der findes af oplysninger om disse år af hans liv - er noget at tilføje til hans mesterværk. Om han ændrede syn på noget.
Det ser ikke sådan ud.
Det ville også være interessant at vide, hvad han i øvrigt foretog sig i has sidste leveår, og hvad der optog ham, og det kunne være spændende i det hele taget at lære ham bedre at kende fra personer, der kendte ham på nært hold. Det kommer formentlig en dag. Ivor Benson ser ud til at have stået ham nær. Han døde for nogle år siden. Men Bensons hustru lever og bor i Rhodesia. Douglas Reed skærmede meget for sit privatliv, selv om han skriver i autobiografisk genre. Han fortæller, som sagt, om mødet med hans hustru ­ med kælenavnet "Lorelei" i A Prophet at Home, og lidt om familiens liv, samt kort, at tre børn blev født i 1940'erne. Hans hustru omtales i 1940-41 som tyveårig, og hun lever derfor muligvis endnu. Hans børn ville selvfølgelig også være vigtige kilder til viden om ham. Selv om det må respekteres, at han ønskede privatlivets fred, fortjener han i dag at få meget mere af den omtale og berømmelse, der blev afbrudt, da han i 1938 trådte ind på "forbudt område".
Jeg har her kun støttet mig til bemærkninger fra Ivor Benson og Reeds egne oplysninger, spredt i hans tidlige bøger, og særligt fra The Controversy of Zion samt i et par bøger, han skrev, mens han levede i Sydafrika: I 1966, da Rhodesia erklærede sig uafhængigt af Storbritannien, rejste han dertil og hans samtaler og undersøgelser blev til bogen The Battle for Rhodesia. I 1974 skrev han The Siege of Southern Africa og kort før sin død skrev han en meget forkortet udgave af The Controversy of Zion, som fik titlen The Grand Design of the 20th Century, et lille hæfte på 45 sider i A6-størrelse. Her havde han reduceret historien fra 300.000 ord til ca. 13.000.
I disse tre sidste bøger taler han ikke ret meget om jøder eller zionister. Han bruger mange omskrivninger, så som "kræfterne, der maskerer sig som 'Liberalisme' " o.lign. Intet tyder dog på, at han ændrede indstilling til deres rolle i historien. Hvad grunden til hans tilbageholdenhed på dette punkt var, kan jeg kun gætte på, formentlig var det blot for at kunne få bøgerne trykt. Han så i bøgerne om Rhodesia og Sydafrika den seneste afvikling af Vesten og dens værdier, som et offer for Verdensrevolutionen, og i bedste forståelse med Vestens korrupte politikere, under zionisternes uimodståelige tryk. Hans tema var i disse bøger hykleriet om befrielsen af de sorte fra tyranniet, hvor sandheden var, at Afrika blev ført tilbage til den stenaldertilstand, det kom fra. Han trækker de kendte linjer til verdenspolitikkens skjulte kræfter. Han nævner også angrebene på disse hvide bastioner som decideret krig mod den hvide mands verden, et tema, hvor det racemæssige indgår, og et tema, han ikke tidligere havde dyrket, så vidt jeg erindrer. I 1966 har havde han "oplevet" den nye immigrationslov i USA, der skulle komme til at ændre USA fra et hovedsageligt hvidt land til et mere og mere farvet, og han "oplevede" "borgerretsbevægelsen" samt muligvis begyndelsen på den nye immigrationsbølge, der så stærkt dominerer USA og resten af Vesten i dag . Han har altså haft hovedlinjerne om kampen mod Vesten som en jødisk kamp mod den hvide mands verden i sin bevidsthed, og han har uden tvivl forestillet sig en udvikling, der svarer til den, vi ser i dag med invasionsagtige masser fra den tredje verden - om end han måske ikke havde kunnet forestille sig, at Vestens befolkninger ville finde sig helt så tamt i den udvikling.
Han omtaler i The Grand Design den britisk-sydafrikanske mangemillionær, Cecil Rhodes og dennes planer for en britisk domineret verdensregering, og må have set perverteringen og overtagelsen af disse planer gennem de kendte kræfter, og han har på det tidspunkt læst og åbenbart taget Gary Allens None Dare Call it Conspiracy (netop udkommet i 1976) til sig, med omtalen af Bilderberg-gruppen og Council on Foreign Relations ( i Danmark: Det Udenrigspolitiske Selskab) som vigtige brikker i den skjulte politik. Men dette ændrer, så vidt jeg opfatter det, ikke hans grundlæggende syn på, at drivkræfterne bag nedbrydningen af verden er jødisk-talmudisk og som beskrevet i The Controversy of Zion. Samt at Vesten selv har det største ansvar for, at denne nedbrydning kan lykkes.
I dag er han ­ og hans forklaring af verdens begivenheder ­ så aktuelle som nogensinde, og ikke fortid, sådan som flere tidligere biografier antyder. Han havde naturligt nok forventet, at en afgørelse på kampen mellem "det gode og det onde" skulle finde sted ved det seneste århundredskifte, og såvel i 1966 ­ i Rhodesia ­ som i 1976 ­ i Sydafrika ­ så han tegn på noget, der kunne ende i den store "Tredje Begivenhed" (Tredje Verdenskrig), som de skjulte kræfter har brug for til fastlåsning af deres verdensdiktatur. Men er vi ikke også i den situation i dag, at vi må sige, at vi står meget tæt på en verdenskrig, startet først mod Irak og nu måske imod Iran - for Israel - og med verdensjødedommens ledere verdens jødestyrede medier som pusherne. Er det ikke netop skabelsen af Stor-Israel vi er vidner til, alt imens USA som den seneste store hvide værtsnation samtidig destrueres. Ser vi ikke en ødelæggelse af vores vestlige kultur på alle fronter i dag ­ styret og fremmet af ledende jødiske kræfter i først og fremmest medier, politik og finansverdenen: Er den påtvungne multi-kultur i Vesten ­ med en samtidigt hyklerisk gennemført racisme i Israel ­ ikke at betragte som den nye verdens revolutionære masser, der støttet af FN, EU, konventioner, mediebombardering og politisk beskyttelse, skal udøve det revolutionære tryk nedefra, som zionismens velplacerede topfolk i USA (pt. især de neo-konservative) - og andre steder skal udøve på regeringer oppefra. Er vi ikke gennem 11. september 2001 med efterfølgende terrorlovgivning i hele Vesten ved at have den tyranniske verdensregering i realiteten, som blot behøver et par terrorbegivenheder mere for at blive udnævnt formelt. "Verdenshæren" er ved at være på plads og "verdenslov" er indført bl.a. ve den internationale straffedomstol på baggrund af Nürnbergdomstolen og Folkemordskonventionen ­ begge jødisk dominerede foretagender.
Netop i dag ­ den 3. marts 2007 ­ hvor jeg afslutter denne artikel, er det i år jødernes nok vigtigste helligdag, Purim, hvor mordet for 2500 år siden på den persiske, "antisemitiske" minister Haman, hans sønner og yderligere 75.000 persere, fejres lystigt, med bl.a. symbolsk piskning af Haman i synagogen og spisning af kødfars i trekantede kager, som symboliserer Hamans ører. Det vrimler med nyheder i verdens medier, der viser, hvor lidt der er ændret i den jødiske opskrift på verdensherredømme. Den ny Haman i Persien, Irans "antisemitiske" præsident, Mahmoud Ahmadinejad, dæmoniseres dagligt med løgnagtig propaganda i tusindvis af artikler og fjernsynsudsendelser verden over, hvor der oppiskes verdensopinion til at få Amerika og resten af verden i krig mod Iran. Meget sandsynligt kan det føre til Tredje Verdenskrig. Også de to angrebskrige mod Irak ­ der indlysende var for Israels og ingen andres skyld ­ blev startet i forbindelse med Purim.
Det seneste kvalmende eksempel er, at man prøvede at få 6 millioner kristne børn verden over til at bede for beskyttelse af Israel mod Irans påståede atomtrussel (Jewish Post, 27.2.2007 ­ 9 Adar 5767) "for at de kristne aldrig skulle glemme "Holocaust" og for at vække verdens jøder til handling ­ som det skete mod Tyskland i 1933. Alt imens så godt som intet medie omtaler Israels enorme lagre af masseødelæggelsesvåben, inklusive hundredvis af  affyringsklare atommissiler. Vi har netop her i Danmark set, at en revolutionær pøbel stadig kan mobiliseres til kamp i gaderne ­ blot for at kræve et ungdomshus, men hundredtusinder af fremmede vil kunne mobiliseres som 5. kolonner imod Vesten i tilfælde af  krig. Knivtangsbevægelsen med pres oppefra ­ penge, medier, politik ­ og nedefra, en oppisket, revolutionær og destruktiv pøbel ­ til skabelse af et verdensdiktatur, med hovedstad i Jerusalem (bl.a. sagt af David Ben Gurion, 1962) fortsætter. Præsidenten for verdens eneste supermagt er helt i lommen på jødiske "rådgivere" og vil snart blive smidt væk af dem som et brugt stykke toiletpapir. I det kommende valg vil de to partier kappes med hinanden om at tækkes verdensjødedommen mest muligt.
Netop som beskrevet af Douglas Reed, for 50 år siden.
Og der råbes mere og mere panisk om "antisemitisme" fra de store jødiske organisationer og verdenspressen. Den kommer "så sikkert som Amen i kirken". Men lad os i stedet med Douglas Reed ­ langt mere korrekt, kalde den "Sandhedens sammensværgelse".


Knud Bjeld Eriksen. Den 3.3.2007

http://www.holocaust.nu/

Danish translation (not yet finished) :
http://www.controversyofzion.info/Controversy-Book-Danish/Controversybook-da/index.htm

 


AAARGH

Artikel 19.
Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

VERDENSERKLÆRINGEN OM MENNESKERETTIGHEDERNE
INDLEDNING (1948)

Immikkoortoq 19.
Kinaluunniit pisinnaatitaavoq killiliiffigineqanngitsumik isummaminik nalunaaruteqarnissamut aammalu killiliiffigineqanngitsumik oqaaseqarsinnaatitaanissamut; pisinnaatitaaffimmi tassani aamma pineqarput allanit akuliuffigineqarani namminerisatut isummamik nalunaaruteqarsinnaatitaaneq aammalu nalunaaruteqarniarnermi atorneqarsinnaasut suulluunniit aqqutigalugit aammalu nunat killeqarfii apeqqutaatinnagit paasisassarsiorsinnaaneq eqqarsaatinillu nalunaaruteqarsinnaaneq.

INUTTUT PISINNAATITAAFFIIT PILLUGIT SILARSUARMIOQATIGIINNUT NALUNAARUT AALLAQQAASIUT (1948)

Artikkel 19.
Alle skal ha meinings- og ytringsfridom. Denne retten gjeld fridom til å ha meiningar utan innblanding, til å søkje, ta imot og gjere kjent opplysningar og idear gjennom alle dei informasjonskanalar som finst, og på tvers av alle grenser.

DEN INTERNASJONALE FRÅSEGNA OM MENNESKERETTANE
INNLEIING (Norsk - 1948)

aaarghinternational@hotmail.com